- Project Runeberg -  Ned med Vaabnene /
166

(1891) [MARC] Author: Bertha von Suttner
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IV. 1866

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

166 NED MED VAABNENE.
Han troede, jeg vilde sætte mig til at grædeogvar
glad ved. at gaa, for han hadede alle oprivende, rørende
Scener.
Jeg graat ikke, jeg sad som bedrøvet, og bare stir
rede ret frem for mig. Saa gik jeg hen til Skrive
bordet og aabnede de røde Hefter:
„Dødsdommen er fældet. Hundrede tusinder Menne
sker skal do. Og Fredrik — hvordan skal det gaa
ham? Hvorfor skal ikke han og jeg gaa tilgrunde, som
de andre hundrede tusinde. Gid jeg var død —“.
Samme Dag fik jeg nogle Linjer fra Fredrik:
„Elskede ! Vær tapper — husk vi var lykkelige —
ingen kan ta fra os den Glæde, vi har følt, seiv om
Dommen idag lyder for som saa mange andre: Det er
forbi.
Idag gaar vi mod Fienden. Maaske jeg træffer
Kampbrodre fra Dybbol og Als — maaske Gottfred. Vi
marseherer til Liebenau med Grev Clam. Gallas Avant
garde. Vi faar ingen Tid til at skrive. Vent ingen
Breve — i det højeste kan jeg sende dig en Linje eller
et Ord, saa du kan faa vide, at jeg lever. Jeg vil
gjerne sende dig et Ord, som kan betegne dig al den
Kjærlighed, jeg toler for dig; jeg ved bare ét, som i
sig rummer hele mit Liv —: Martha, du ved, hvad
dit Nåvn er for mig“.
Konrad Althaus maatte ogsaa rykke ud. Han var
besjælet af et levende Preusserhad og brændte at Kamp
iver, men Afskeden faldt ham bitterlig tung. To Dage
før Marschordren var deres Ægteskabsbevilling kommen.
„0, Lilli, Lilli“, jamrede han, da han sa Farvel —
„hvorfor varede det saa længe, for du vilde ha mig.
Kan hænde, jeg aldrig skal se dig mere“.
Min stakkels Søster var fortumlet; nu først vaag
uede hendes Kjærlighed i sin fulde Styrke. Da han var
borte, slog hun hulkende sine Arme om min Hals.
„Aa, hvorfor har jeg ikke sagt „ja“ for længe
siden, saa var jeg nu hans Hustru“.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Dec 12 12:45:53 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/vaabnene/0172.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free