End blegrød af Solen
Og blankt ligger Vandet;
I Baaden en Fisker
Ses glide fra Landet.
Hans Pjalter forskjønnes
I Havfladens Spejl —
Der er Sølv om hans Aare
Og Guld i hans Sejl.

I Løvhytten sidder,
Med Armene trinde
Om Elskerens Nakke,
En ung Elskerinde.
Og Drengen ved Brystet,
Saa smilende rød,
Er faldet i Slummer
Paa Moderens Skjød.

I Luften sig svinge
Og stige og dale
Og qvidrende krydse
Sig Svale ved Svale.
Vandmyggene sværme
Omkring dem og fly
Og tabe sig fjernt i
En summende Sky.

Det aftnes; det mørknes.
Paa Taget jeg skuer
Med Hovdet i Vingen
De sovende Duer.
Jeg selv kun — hvi er jeg
Ej rolig og glad,
Som en Orm i sin Nød, som
En Myg paa sit Blad?

I Skov, hvor Bøssen knalder,
Hvor Jægerhornet gjalder,
Og Hundekoblet gjør;
Hvor Fugl med knækket Vinge
Og Dyr med saaret Bringe
Forbløder sig og dør —

Halloh, Halloh, Halloh, Halloh!
Hvor Hundekoblet gjøer —

Der blomstrer ogsaa stille
I Skyggens Blomster vilde,
Og der er Græsset blødt;
Og fløjter Nattergalen,
Saa tystner det i Dalen,
Mens Bærret modnes rødt.

Halloh, Halloh, Halloh, Halloh!
Ja, Skovens Græs er blødt.

Og Maanen med sin Flamme
Oplyser Egens Stamme
Saamangen dejlig Nat;
Da dandse Alfer hvide,
Mens Himlens Skyer glide,
I Ring om Ellekrat.

Halloh, Halloh, Halloh, Halloh!
Saamangen dejlig Nat.

I Høst, naar Laden fyldes,
Naar Bøgens Blad forgvldes.
Er Skovens muntre Fest;
Saa drage til det Grønne
De Unge og de Skjønne
Til Fods, til Vogns, til Hest.

Halloh, Halloh, Halloh, Halloh!
Saa er det Skovens Fest.