Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tredie Bog (1043–1072) - Adelbert
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
139
gjærlighed efter Mammon forlangte nu Her-tagen hele den
forfaldne Pengesum, Renterne iberegnede, udbetalt, og vilde
end ikke lade sig nøie med 700 Mark Sølv. Herover blev
dette raa Folk yderst forbittret og rev Sværdet af Skeden
for sin Frihed. Mange af vore Folk fik en Kaarde tvers
gjennem Livet, Resten frelste sig ved Flugt, HertUgens
og Erkebispens Leir udplyndredes, en «anseelig Pengesum gik
tabt for Kirken. Men at vi saaledes i Farens Stund trolig
holdt Venskab med Hertugen og hans Folk, det var faa
langtfra at komme os tilgode, at disse endog fremdeles
vilde Kirken —tillivs. HertUgen var, siger man, et Søndagsbaru,
og skal oftere snkkende have forkyndt, at hans Sønner af
Skjæbnen vare bestemte til at berede Vremens Kirke
Undergang. Han havde nemlig i Drømme seet, at der fra
hans Lonkamre fremkom Bjorne og Vildsviin, dernæst Hjorte,
og endelig Harer, som alle gik løs paa Kirken. »Bjornene
og Vildsvinene« —- sagde han — »ere vore Forfoedre, væb-
nede med Stridbarhed som med Hugtænder; Hjortene, som
kun ere prhdede med Taller, —ere mig og min Broder,
Harerne endelig ere vore Sønner, hvis Tapperhed der er
Maade med, ja som ere Krystere; de ville, frygter jeg, ved
at anfalde Kirken, hjemfalde Hævnen fra Gud.« Derfor
besvor han dem ved Guddommens Rædsel, ei at ponse paa
ugudelig Fremfærd mod Kirken og deres Hhrde, som det var
farligt at krænke, fordi begges Fornrettelfe ramte Christus
selv. Men han prækede for døde Øren. Vi skulle ret
strax faae at see, hvorledes Gjengjaeldelsen naaede de
Syndere.
J Erkebispens 17de Embedsaar døde Hermg Been-
hard af Saxen, efter i 40 Aar, fra den ældre Libentius’s
Dage af, med Dygtighed at have styret baade Slavernes,
Nordalbingernes og vore Anliggender-. Efter hans
Bortgang arvede Sønnerne, Ordnlf og Hermann, Fa-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
