Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sønderjyllands indlemmelse i den danske krone 1721. (1885.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Frans v, Hagen, udstede en cirkulærdepeche til de danske
afsendinge, i hvilken enhver tanke om at give vederlag for
Sønderjylland blev tilbagevist; kongen stolede på sin ved
garantierne erhvervede ret (12. Januar 1726) [1].
Det danske forslag af Maj 1725 findes ikke i de
udenlandske registranter og viser sig også herved at savne den
officielle karakter, som de andre forhandlinger har. Derimod
findes der blandt gottorpske sager vedkommende disse
forhandlinger et udkast, som øjensynligt hidrører fra denne tid. Det
nævner et vederlag, som i flere punkter ligner det i
December 1725 fra hertugelig side foreslåede, men gør endnu videre
gående tilbud. Her vil der dog kun være anledning til at
dvæle nærmere ved hvad der siges om arvefølgen [2].
Kongen, siges der, insisterer på Sønderjylland, men vil i
vederlag for dette byde: Oldenborg og Delmenhorst; Bremen
og Verden eller pengevederlag derfor; Segeberg amt og
stæderne Lytkenburg, Oldeslo og Heiligenhafen; Pløn, Rantzau
og die Wildniss; Femern, Helgoland og Fredriksort med to
miles omkreds. Fremdeles vil kongen sikre det hertugelige
hus den ubestridte arveret til det kongelige Holsten efter
mandsstammens afgang og altså opgive sit tvetydige, mod den
gamle arveorden stridende forhold til Sønderborgerne.
Endelig skulde der tages bestemmelse om arveretten til
Sønderjylland og til kongerigerne Danmark og Norge. Kongen
erklærede sig her villig til højtidelig at anerkende
hertugslægtens arveret til kongerigerne efter kong Kristian V’s slægt af
mand- og kvindekøn. Kongeloven påbød nemlig, at kronen for
det tilfælde, at Fredriks III’s sønners efterkommere alle var
uddøde, skulde gå til hans ældste, derefter til den næstældste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
