Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kong Kristian VIII og den danske sag i Nordslesvig. Foredrag. (1894.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
hensyn til alle de givne betingelser, uden forståelse af verdens
faktiske magtfordeling. En fortsat modstand fra prinsens side
vilde dengang ufejlbarlig have ført ham selv i ulykke og
fremkaldt et almindeligt frafald i Norge med al den skændsel og de
ulykker, som deraf vilde være fulgte. Han havde ved sin
resolute handling opnået for folket, hvad der kunde opnås.
Historiske personer må imidlertid finde sig i slige domme
af dem, som aldrig selv har stået overfor store forhold; i
blade og skrifter kan meget siges og gentages, som kun vidner
om ringe forståelse af hvad den enkelte i det givne øjeblik
kan udrette. Værre er det, når mænd, som selv har prøvet
at bære et ansvar, fælder nedsættende domme om samtidige
personer. Og det kan ikke nægtes, at dette er tilfældet for
kong Kristian VIII’s vedkommende. Jeg skal kun nævne en
enkelt af hans angribere, en af de mest ansete mænd blandt
hans samtidige, professor H. N. Clausen. Også han bebrejder
ham mangel på mandig fasthed, både i Norge og Danmark.
Og hvad har så Clausen selv udrettet i de år, da han påtog
sig et medansvar for rigets styrelse? Han trådte ind i
ministeriet i November 1848 for her at repræsentere den
mådeholdne frihed og den nationale sag, og han sad der til Juli
1851, da så at sige alt det var opgivet, som havde stået på
hans program. Han holdt på en deling af Slesvig efter
nationaliteterne, en lempelig og retfærdig ordning af
sprogforholdene på grundlag af befolkningens ønsker, og dog gled han
med de andre over imod helstaten og han gjorde intet for at
afværge en ensidig og voldsom afgørelse af sprogsagen, som
han endog senere forsvarede med den største iver. Han var
med at forelægge og få vedtaget en grundlov, hvis hele
grundlag var vidt forskelligt fra hvad han havde udtalt sig for „ved
tronskiftet“. Jeg nævner ikke dette for at bebrejde Clausen
det: thi forholdene var selvfølgelig meget stærkere end han og
det kan have været det eneste rette, at han blev i statsrådet
det længst mulige for på hvert punkt at forfægte sine
anskuelser. Men hvad der vel vil kunne bebrejdes ham er, at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
