Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Grundtvigs "Nyårsmorgen". (1896.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
barmen: på det bløde, tåreblændede smil genkender han i
hende vor moder, Danmark. Da glemmer han sine norske
konger og byder den skønne havfrue velkommen: med hende
gad han fare did, hvor disse blomster har hjemme, dybt under
bølgen. Hun tager ham med sig, men beder ham om at lade
sværdet blive tilbage, det er et våben, som de ikke vil få
brug for før i den yderste nød; Nornegæst skal tage det i
gemme.
Så farer de nedad, gennem tåge og tusmørke, ad
nedtrådte stier, de døde mænds gange. Han må lade, som han
selv var død, og dog holde sig vågen; det trøster ham, at
moderen er varm og holder ham tæt til sig. Derpå kom de
til den elv, der kaldes Slid; mørke vande skyller våben med
sig i ustanselig fart, så det er ikke let at komme over den
flydende bro. Men hinsides skinner solen, her bølger
kærminderne, mens kæmper går i kreds, glade som til en dans. Her
vil digteren da slå sig til ro, men kvinden skynder på, over
høje bjerge, til en yndig dal, hvor bøgene står i grupper og
kærminderne bølger til nattergalens sang. Her må han da
endelig dvæle, her, hvor moderens vugge stod, for at plukke
de blå blomster. Men moderen vil ikke lade ham få hvile,
hun vil gerne have sin vugge flyttet: til de levendes land, ud
over den mur, som omgiver dalene.
Så vidt synes sangens tanke at ligge åben for læseren.
Da Grundtvig opgav sin stilling i kirken og sit travle
forfatterskab med verdenshistorie og krønikerim, vendte han sig
til den store oversættergerning, med Snorre og Sakse, der jo
var en slags gentagelse af sysselsættelsen med Nordens guder,
om end under kristne former. Efter en del opbevarede vers
at dømme vilde han ved skildringen af kongegravene over
kirken have fordybet sig mere i de norske heltebilleder; men
han opgav dette for ikke at sprede tanken og valgte den
skønne fortælling om Haddings vandring med dødsmøen som
grundlag for sin billedtale. Dødsmøen bliver fædrelandets
levende ånd, der frister ham til at drage ned i de dødes rige,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
