Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Grundtvigs "Nyårsmorgen". (1896.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Men da gik det op for digteren, at han var i fængsel og
bur, og de bløde glædestoner lød for ham som dødningesuk.
Vor moder opgav dog ikke forsøget: døden får jo aldrig
bugt med kærligheden! Hun vilde springe over diget, men
nåede kun til at se over det; hun gjorde sig lille som en bi
for at finde en sprække til at liste sig igennem; alt var
forgæves. Da tog hun en hane, drejede halsen om på den og
havde lykke til at kaste den over muren. Straks slog den
med sine vinger, og som stærke lurer lød dens gal ind over
drømmelandet.
Hermed springer digteren fra oldtidens billedtale over til
middelalderens. Sakse fortæller, at hanens genoplivelse var
tegn på, at der hist ovre var et uforgængeligt liv; men
folkevisen lader hanegalet bryde nattens fortryllelser og forkynde
solens komme.
Således sker da også her det uventede, det uforklarlige,
at nattens blændværk forsvinder og dagens sol bryder frem.
Digteren griber det skønne billed af den undselige kongedatter
Sigrid, der dulgte sin kærlighed til det sidste, men nu slår
øjet op; det er solens blink i bølgerne, som de ruller afsted
i sund og på høje — thi kærminderne er som landjordens
bølger. Han nævner ikke selve solen, men kun dens billed,
det er som om dagens konge er ham for stor at skildre, som
om hans øje blændedes af dens glans, så han nøjes med
at dvæle ved den herlighed, som vækkes til live ved dens
stråler. Men disse træffer også muren og dens jætte, Hræsvælg;
muren hensmelter og jætten flyr, „brændemærket“ af det
himmelske lys.
Da vågner også skjalden af sin fortryllelse, —
„kulbryneskjalden“ kalder han sig nu, efter hin Tormod, der besang
kvinden med de kulsorte bryn —:
Op vågned’ på fjelde
nu kulbryne-skjald,
og brat da med vælde
det runged’ i hal:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
