Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oscar I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
OSCAR I
Tilsammen længst har Folk og Drot
I Smertens Dage lidt;
Nu er det stilt paa Kongens Slot,
Thi ud har Kongen stridt,
Snart Gravkapellets Port er lukt,
Der blunder han i Fred,
Men udenfor skal blomstre smukt
En Sæd igjennem Tidens Flugt, —
Den skjær ei Döden ned.
Hans Leer i Graven hviler sodt,
Hans Sjæl i Lyset boer, —•
Der har han Son og Fader modt
I de Forklartes Chor.
Som Sagnets Helt til Himmelport
I Faldnes Folge kom,
Saa foer Kong Oscar seirrig bort,
Han gik med Frelsensfølge stort
Ind til Gud Faders Dom.
Men Folget var ei Valens Høst,
Sværdbidte Mænd paa Rad;
Hans Sag er talt med bedre Røst:
I Folkets Takkekvad!
Fra Oscars milde Færd paa Jord
Sprang lyse Alfer ud;
De gik at vidne der han foer,
Og derför var hans Hird saa stor,
Da ind han tren for Gud.
Saa hvil dig, Drot, hos Herren ud, —
Her er din Gjerning endt;
Dit Virke staar i Sommerskrud,
Som fagrest Monument.
Den Sorgens Sky, som har sig bredt
Om Land, vil spredes ad. —
Men Oscars Kamp for Sändt og Ret
Skal bo hos Folk og Kongeæt
I Nordens Minderad!
(Ur Morgenbladet 1859.)
Oscar I.
Af
C. Plougv
Nu aabnes denne Hal, hvor Sveas Ære
Har i Aarhundreder holdt Riddervagt
P’or hvad det har af Navne folkekjære,
Af Heltegjerning og af Herskermagt;
Mens fra det slanke Taarn Ligklokken ringer,
Den tause Skare bølger sig derind,
Med Sorg ei blot i Mine, men i Sind! —
Sin Drot til Hviie Tvillingfolket bringer.
Hvo var han? Eier hele Ættelængden
Af Sveakonger ingen Roes som hans?
Steg som en Gran paa Fjeldet over Mængden
Han ved sin Herskeraand, sit Snilles Gtands?
P"loi som et Meteor han gjennem Tiden,
For vanfor Slægt et blodigt Tugtens Ris?
Kom han fra Valen hjem med Seirens Pris
Og styred vældig, hvad han vändt i Striden?
Har, som den Störste under Marmordækket,
Han Troens Frihed kiobt for eget Blod?
Har som hin unga hjältes- han forskrækket
En kraftlos Old ved eventyrligt Mod?
Har han befæstet en forfalden Throne
Ved Lovens Stötte og ved Magtens Bolt?
Har, som sin Fader, Skæbnens Hjul han holdt,
Og af en enkelt gjort en dobbelt Krone?
Nei, han har kun kjendt Fredens gyldne Dage,
Og kun udført dens noisomme Bedrift;
Ei månge Blade har hans Kongesage,
Paa intet af dem læses blodig Skrift.
Han har kun staaet med Gevær paa Skulder,
Som Vagt for Norden og dets Grændseled,
Og stræbt med venligt Sind og ærligt Meed
At fjerne og at dæmpe Kampens Bulder.
Han har ei spundet egennyttig Rænke,
Og ei strakt efter Næstens Gods sin Haand;
Og aldrig har han smeddet Bolt og Lænke,
Men vel med Lempe lost forrustne Baand;
Han har ei sat i Krönen nye Stene,
Men han har dulgt Metallets kolde Glands
Og slynget om den gyldne Ring en Krands
Af Egeblade og af Blomstergrene.
Og hvad skal Saga veie, om ei Manden,
Hans Hjertelag, hans Tankes frie Flugt,
Det, han ei tog paa Borg hos nogen Anden,
Men af sit eget Forraad har forbrugt?
Om han blev baaret frem af Lykkens Vinde
Og löftet høit af Hændelsernes Spil —
Kortsynet Samtid kan det lede vild,
Men ikke Efterverdnens Syn forblinde.
Lad ham, der gjemmes nu i Egekiste,
Da have feilet Meget eller Lidt;
Lad ham ha’e villet fremad heller liste,
End ile mod sit Maal med raske Skridt;
Lad ham ha’e standset föran mangen Skranke,
Ja, være seilet vild paa Tvivlens Hav;
Han var dog — det skal siges ved hans Grav —
En Konge med et Hjerte og en Tanke.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
