Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sommer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
SOMMER
151
Fra Schwatkabugten fortsatte vi i nordnordvestlig
retning mot en høi og let kjendelig top, som vi benævnte „Den
nordligste Nordhøi", og som vi havde sat os som maal.
Sneen var nu løs, og eskimoerne traadte igjennem, saa de
sank nedi tilknæs; navnlig slet den lille tyksak Talurnakto
haardt. Ristvedt og jeg klarte os fint over paa vore ski.
Hele veien opover vrimlet der av ren- og rævespor. Og
aasryggen havde begyndt at iføre sig sin sommerdragt. Store
strækninger var snebare, og mange smaavand aapne. I det
straalende, stille solskin dag og nat yret der et fugleliv med
ærfugl, ænder, svaner og lom, og smaafuglen kvidret, saa
det formelig var generende, og én undret sig bare over, naar
paa døgnet disse væsener sov! Av gjæs var der ogsaa en
mængde. Men fuglen var meget var og sky, saa jagtutbyttet
ikke blev større end til daglig fortæring. Uglen bragte en
dag hjem fire lemæn, som vi imidlertid renoncerte paa til
fordel for eskimoerne. De aat dem med velbehag som de
lækreste posteier, men forklarte os, at de ikke likte lemæn
senere paa aaret, naar de blev for fete. Der var i det hele
en umaadelig mængde lemæn, som krydde omkring os i
terrænet. Naar vi om kveldene sat utenfor teltet, havde vi
vor største moro av at betragte de pudsige smaadyr, som
havde sine huller overalt omkring os. Snart kom de tittende
frem for at kose sig i solen og varmen. Saa forsvandt de,
og vi hørte pip og skrik av huslige scener under jorden.
Saa dukket de atter frem og bestemte sig for en liten
promenade. De trillet avsted som smaa kugler — de er jo
like brede og tykke som de er lange og høie — og deres
bevægelser og hele adfærd havde noget usigelig
koraisk-god-lidelig ved sig. Men møtte de nogen paa sin vei, en
hund eller et menneske, satte de sig resolut paa bakbenene
og snerret og hvæste av kampmot og sinne. Stakkars smaa
fyrer! De havde mange fiender og navnlig var uglerne
slemme. I et uglerede fandt vi saaledes engang 6 døde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
