Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 2. Den engelske Kommissionshandel - 2. Den engelske Kommissionshandels Form og dens Forhold til Udviklingen af de derom fæstnede Retsregler
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
244 II kap. II. Den engelske kommissionshandels form.
undtagen i tilfælde af dødsfald eller lign., fordi følelsen af sammen-
hørighed mellem faktoren og den principal, der havde udsendt ham,
endnu var meget stærk. Men denne samhørighedsfølelse afsvækkes
under det kraftigere handelsliv i slutn. af det 17. ’aarh., og i beg. af
det 18., efterhaanden som man mere og mere nærmer sig kriseaarene
1718—20, forekommer der flere og flere tilfælde af denne art; ganske
naturligt, fordi de strengere tider bragte principalerne til først og frem-
mest at se paa deres egen fordel eller til at søge at trække sig ud af
forbindelse med en faktor, hvis stilling de mistænkte. At denne praksis
var ny, ses deraf, at overførelsen ikke lod sig gennemføre alene ved
en ordre fra principalen til faktoren; den kunde formentlig ikke ventes
adlydt, fordi den ikke støttedes ved nogen ordre fra kompagniet om
dette forhold, og fordi den af faktoren meget stærkt føltes som en uret;
heller ikke lod som ovenfor bemærket en enkelt forretning sig saaledes
overføre, men principalens samlede forretninger maatte overdrages fra
en faktor til en anden. Principalen maatte derfor gaa den modsatte
vej, idet han meddelte den faktor, hvem han ønskede sine forretninger
overdragne, fuldmagt til af hans hidtilværende faktor at kræve samlet af-
regning og overdragelse af det gods, der endnu maatte bero hos ham
usolgt. Saadanne overdragelser forekommer i stigende tal i tiden før og
efter 1720; og særlig synes en enkelt faktor, mr. Lethicullier, at have
været genstand for saadanne forsøg; af hans sager skal her et par refe-
reres, der er af særlig interesse.
212. Den første af disse sager giver ganske vist ingen direkte
oplysninger om sekvestrationen, fordi der ved den ikke blev tale om
dens anvendelse, men den illustrerer godt, hvor slet betrygget faktorens
stilling var overfor den engelske principal.
1716 28. febr. gav George Buckley, købmand i London, firmaet Drew &
Hanger i Galata fuldmagt til at forlange afregning, betaling og udlevering af usolgte
varer af hans hidtidige faktor mr. John Lethicullier, og 16. apr. indgiver da dette
firma til gesandten petition om fuldmagtens eksekution. De følgende forhandlinger
mellem parterne viser, at det drejede sig om 3 ure og 9 baller klæde. Af urene
var det ene solgt, de to andre usolgte; Lethicullier erklærede sig straks villig til at
udlevere dem og betale provenuet af det solgte. Ogsaa alt klædet var solgt til de-
taillister i Constantinopel, men af de 9 baller var i alt fald de 7 solgt paa nogle
maaneders kredit, og dette kreditsalg var billiget af Buckley, til hvem Lethicullier
27. jan. havde sendt afregning. Men nu forlangte Drew & Hanger i kraft af
deres fuldmagt, at han til dem straks skulde give afregning for klædesalget og be-
tale provenuet eller ogsaa overgive dem forskrivningerne fra køberne til inkassa-
tion. Lethicullier gav dem afregning, der viste en saldo i Buckleys favør paa
2941 Id. Drew & Hanger gjorde indvendinger mod den og mente, at saldoen
rettelig burde været 3067 Id. 49 &; men navnlig fandt de det ganske uberettiget,
at Lethicullier forlangte 12 %’o for kontant betaling, medens han henviste til, at det
var det almindeligt at tage, naar der forlangtes kontant betaling af en købesum,
der var fremgaaet af kreditsalg og derfor endnu ikke var indgaaet; derimod var han
villig til at betale, efterhaanden som afdragene indgik til ham selv. Forskrivnin-
gerne vilde han ikke udlevere, uden at han selv fik kvittering for hele deres paa-
lydende paaløb; han ansaa de folk, han havde solgt til, for solide købere, og han
regnede forskrivningerne for gode nok i hans egen haand, men han vilde ikke
være ansvarlig for, hvad der kom ud af dem i Drew & Hangers; heller ikke kunde
han anse det for stemmende med Buckleys interesser, at de blev udleverede.
Atter 10, maj forlangte disse imidlertid fuldmagten eksekveret; de forlangte endog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
