Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 2. Den engelske Kommissionshandel - 2. Den engelske Kommissionshandels Form og dens Forhold til Udviklingen af de derom fæstnede Retsregler
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
276 ll. kap. II. Den engelske kommissionshandels form.
mede deres handelsvirksomhed sig i karakter faktorens; forskellen var
dog endnu den, at brokeren vel fik overdraget at sælge en vare, men
som regel ikke varen selv;! derved indskærpedes, hvad enhver tredje-
mand, der afsluttede en forretning med en broker, paa forhaand vilde
gaa ud fra, at brokeren regelmæssigt ikke mente at forpligte sig selv.
Ved siden af brokers paatog dog sikkert ogsaa engelske købmænd sig
nu i større omfang end tidligere faktortjeneste for fremmede kommit-
tenter.
245. Den første skranke, der maatte falde, for at den egentlige
kommissionshande!l kunde faa plads i det engelske retssystem, var det
absolute forbud mod faktorens kredittilstaaelse. I 1743 fastsloges i
Scott v. Surman, at hvor det var almindelig handélssædvane at sælge
paa kredit, blev en faktor, der tilstod en almindeligt for solid anset
køber sædvanemæssig kredit, ikke pligtig at erstatte principalen den
solgte vares værdi i tilfælde af køberens senere insolvens, forudsat at
faktoren straks havde givet principalen underretning om forretningens
afslutning”, Saaledes bortfaldt her nødvendigheden af en særlig bemyn-
digelse til faktoren, og pladsusancen sattes i dens sted som berettigende.
Kort tid efter, i 1755, skulde i Kruger v. Wilcox det for den
mere udviklede kommissionshandels form vigtigste princip for første
gang blive anerkendt ved en engelsk domstols dom. Til paakendelsen
af denne sag havde lord Hardwicke tilkaldt fire købmænd, der alle
udtalte som deres fælles opfattelse, at hvor der fandt en fortløbende
række forretninger sted mellem en købmand og en faktor, og en gene-
ralopgørelse udviste en saldo i faktorens favør, var denne berettiget til
at tilbageholde skib eller varer eller provenuet af varer til sikkerhed
saavel for generalopgørelsens balance, som for omkostninger, udlæg o.s. v.,
han havde maattet udrede i anledning af den enkelte varekonsignation.
Lord Hardwicke anerkendte i sin dom denne faktorens retentionsret,
saavel naar varen var i hans besiddelse in specie, som hvor den var
ombyttet med en pengesum”, Det var kun en retentionsret, der ind-
rømmedes faktoren, han havde ret til at tilbageholde det af principalens
1 Dette er den staaende angivelse ,af forskellen mellem en broker og en faktor; Blackwell 106,
anm.; cf. f. e. per Abbott C. J. Baring v. Corrie, Pollock Rev. Rep, 20, 388. Om brokers stilling i
almindelighed og særlig deres eventuelle optræden som factors Story 33 -38, 40, anm. 3.
2 Willes: Cases in Common Pleas while W’iilles C.J. presided 1737—58, 400 ff. Blackwell
13 -14 og per Chambre J.: There is no doudt of the authority of a factor to sell upon credit though not
particularly authorised by the terms of his commission so to do, i Houghton v. Matthews (a. 1803).
Pollock Rev. Rep. 7, 818, hvor Scott v. Surman paaberaabes. Story citerer desuden 84, anm. 4
Anon. 12 Mod. Rep. (a. 1669—1701), men da denne dom efter Blackwells’ referat kun indeholder, at
»where it is usual to sell only for cash in the particular business in which the factor is engaged, he
must not sell upon credit,” og da den hverken anføres af Molloy eller selv af Th. Cunningham, der dog
kender og citerer Mod. Rep., som hjemlende faktoren en ret til uden bemyndigelse at tilstaa sædvane-
mæssig kredit, er sikkert først Scott v. Surman grundlæggende.
3 Per lord Hardwicke: all the four merchants both in their examination in the cause and now in
court agree, that if there is a course of dealings and general account between the mervhant and factor,
and a balance is due to the factor, he mav retain the ship and goods or produce for such balance of the
general account, as well as for the charges customs etv. paåid on the account of the particular cargo.
They consider it as an interest in the specific things and make them artivles in the general account.
Whether this was ever allowed in trover at law where the goods were turned into monev, I cannot say,
nor can | find any such vase. | have no doubt it would be so in this court, if the goods remained in
spevie; nor do | doubt of its being so where thev are turned into monev. Kruger v. Wilgow, Ambler:
Chancerv Reports 1737 1778, 283 -54,. Per lord Mansfield: before this egse (sc. Kruger v. Wilcox) it
was certainly doubtful, whether a factor had a lien and could retain for the balance of his general
account, Gren v, Farmer, Burrow: Kings Bench Reports 1756—1772. 4, 2218. Blackwell 25 27,
Story 460, anm. A, 467.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
