Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 2. Den engelske Kommissionshandel - 2. Den engelske Kommissionshandels Form og dens Forhold til Udviklingen af de derom fæstnede Retsregler
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
280 ll. kap. II. Den engelske kommissionshandels form.
finde sted derved, at han solgte ,i eget navn", d. v. s. at han enten
ikke nævnede principalen, eller at han, hvor det var medkontrahenten
bekendt, at han handlede for fremmed regning, udtrykkelig henviste denne
til sig. Det er nu af alt klart, at i beg. af det 19. aarh. blev det i
den engelske kommissionshandels praksis stedse almindeligere, at princi-
palen forlangte forskud af faktoren ved kort efter konsignationen at
trække paa denne, saaledes som dette allerede længe havde været i
almindelig brug i andre landes kommissionshandel; des almindeligere
blev det da, at faktoren havde et lien paa den vare, han solgte, og
som følge deraf blev de tilfælde stedse flere, snart overhovedet de fleste,
hvor faktoren var saaledes berettiget til at handle i eget navn. I 1818
blev da denne hans ret, netop i form af ret til at handle ,i eget navn"
anerkendt i Baring v. Corrie!.
248. Hvis man da vil forsøge en besvarelse af spørgsmaalet om
forholdet mellem udviklingen indenfor kompagnierne og den almindelige
engelske retsudvikling, vil det ses, at der, hvad Levantkompagniet an-
gaar, i det mindste er eet punkt, hvor det kan formodes, at retsudvik-
lingen har udøvet nogen indflydelse paa kompagniudviklingen; det synes
rimeligt at antage, at dommen i Scott v. Surman af 1743 har medvirket
til kompagniets beslutning i 1744 om helt at ophæve forbudet mod
faktorens kredittilstaaelse. (Ganske vist synes kompagniet her endnu
noget mere konservativt end dommen deri, at det stadig henviser fak-
toren til at søge sin bemyndigelse til kredittilstaaelse i principalens
instruktion, men eftersom principalerne allerede langt tidligere havde
vist utilbøjlighed til selv at fastholde kompagniets standpunkt, tør det
nok antages, at de efter 1743 fuldtud accepterede dommens, og ved i
deres instruktioner at undlade at forbyde faktorerne at tilstaa kredit,
indrømmede dem myndighed til at tilstaa den paa de tyrkiske pladser
sædvanemæssige kredit.
Men dette vilde da ogsaa være det eneste tilfælde, hvor retsudvik-
lingen kan siges at have virket ansporende paa kompagniudviklingen.
løvrigt er forholdet ganske omvendt det, at kompagniorganisationen i en
meget væsentlig grad har virket forsinkende paa retsudviklingen ved at
unddrage denne det værdifuldeste materiale. I slutn. af det 17. aarh.,
paa et tidspunkt, da den engelske faktors virksomhed paa Levantplad-
serne praktisk talt var en kommissionshandel in optima forma, saa den
engelske retsudvikling med Molloy i faktoren væsentlig kun supercargoen.
Og naar man bemærker, hvor — paa de fleste punkter — let og villigt
den engelske retsudvikling udvidede sit synsomraade, da først materialet
forelaa frigjort, tør det sikkert antages, at det gennembrud, der nu først
fandt sted efter 1750, vilde have fundet sted tidligere, hvis forholdene
havde gjort det muligt. Der er ingen tvivl om, at baade mr. Edwards,
naar han i 1662 forsøgte at benytte sekvestrationen til hævdelse af en
retentionsret overfor sin principal, som ogsaa mr. Lethicullier, naar han
i 1723 overfor Knipe søgte at hævde en retentionsret baade paa
grund af en medejendomsret i varen og som følge af et kontokurant-
!? Pollock: Rev. Rep. 20, 383.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
