Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Arvelighedslæren - Degenrationsproblemet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
75
liketil livets avslutning. Eksempelvis kan nævnes motsætningen
mellem lungebetændelse, tuberkulose og kræft paa den ene side
og seksfingrethet, nærsynthet og idioti paa den anden.
Konstitutionelle anomalier disponerer imidlertid i mange
tilfælder for sygdom, og omvendt kan jo sygdomme undertiden
efterlate konstitutionelle mangler. For vort nærværende øiemed
er det tilstrækkelig at fremhæve at sygdom ikke er nogen
bestanddel av konstitutionen.
Om en konstitution skal betegnes som sterk eller svak
beror dernæst paa, hvorvidt organismen er avpasset til de livs*
vilkaar, som den er henvist til at leve under. Man har derfor
ingen ret til at betegne nutidsmennesket som svækket, fordi at
det maaske ikke har saa let som huleboerne for at finde sig
tilrette uten hjælpemidler i en vild natur.
Det vil av det foregaaende være klart, at en stor sygdoms*
hyppighet ikke kan berettige til nogen tale om degeneration.
Muligens kan der til enkelte tider i en slegts eller et folks
liv optræ forholdsvis talrike konstitutionsanomalier, som ikke
har noget arvelig grundlag, f. eks. kretinistisk idioti o. 1. Saa*
vidt vites foreligger der imidlertid ikke noget holdbart grundlag
for den lære, at de erhvervede konstitutionsanomalier skulde
være særskilt hyppige i vor tidsalder.
Tilbake staar det dernæst at prøve, hvorvidt den nedarvede
konstitution kan forandres til det bedre eller værre.
To synsmaater faar her bestemmende indflydelse. Saavel
efter de Weissmann’ske som Mendel’ske principper forblir arve*
stoffet det samme nedigjennem slegtleddene, idet faktorene alene
kombineres paa noget forskjellig vis hos de enkelte individer
i tilfælde av raceblanding. Ophav og avkom skulde saaledes
gjennemsnitlig fremby samme konstitution indenfor samme befolk*
ning. Men dette forutsætter tydeligvis, at samtlige individer
formerer sig like sterkt. Forholdet blir til gjengjæld fuldstændig
forrykket, om formereisen besørges ensidig av visse befolknings*
elementer, f. eks. av de svakest konstituerte individer. I sidste
fald kan det ikke undgaaes, at efterkommerne degenererer (d. v. s.
blir svakere av konstitution) end de tidligere generationer inden*
for samme slegt, folk eller kulturkreds. Omvendt kan der finde
sted en progeneration, dersom formereisen fortrinsvis overlates
til individer av mere høiværdig konstitution.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
