Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Olav Audunssøn gifter sig - IV - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
81
Hun kjendte at guldladet gled op paa issen —r
Olav styrte og rotet i hendes opløste håar. Kransen
faldt av, klirret paa gulvet, og sveinen tok næverne
fulde av haaret hendes og klemte indtil sit ansigt,:
boret haken nedi hendes skulder —.
Saa hørte de Reidunn — den temen som laa sam
men med Ingunn — hun var nedenunder i tunet, ropte
til nogen.
De skvat fra hinanden, skjælvende av vondt samvit.
Og lynsnart rakte Olav ut sin arm, drog døren til og
stærigte den.
Reidunn kom op i svalen, banket og ropte paa
Ingunn. De to børn stod i belgmørket og rystet av
hjerteklap.
Temen banket en stund— dundret paa døren.
Saa trodde hun vel at Ingunn var sovnet og sav
tungt. De hørte trappen knake under hendes tunge
steg. Ute i tunet ropte hun paa en anden pike —
de skjønte hun gik for at lægge sig i et andet hus.
Og Olav og Ingunn fløi i hinandens armer, som de
var undsluppet den største fare.
V.
Olav vaagnet i stummende mørke — samme rru
husket han. Og han syntes han sank der han laa,
dypt ned. Han kjendte frysninger over øienbrynene —
hjertet krøp sammen braatt, som et vergeløst smaa
dyr gjør sig litet, naar en haand griper efter det.
Indved væggen laa Ingunn og aandet, som et
menløst, lykkelig barn puster i søvne. Skræk og skam
og sorg brøt over Olav, bølge efter bølge — han laa
stille, som margen var blaast aldeles ut av knoklerne
paa ham. Han ønsket bare saa brændende -^ gid
han kunde rømme, han orket umulig møte hendes
klage, naar hun kom ut av søvnens lykkelige glemsel.
Men han sanset dypt og dunkelt, at det eneste som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
