Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
215
Livsmods Sammensætning og Brændselsart. Digterparrets
Opgave havde været en og samme, saa længe det gjaldt om af ham
at skabe Nordens største Digter. Men da han var bleven dette
og følte sig som saadan, saa trak Ægteparrets ildfulde
Virke-mod lidt efter lidt i modsatte Retninger. Digteren trængte til
Hvilestunder mellem sine begejstrede Himmelflugter. Hans
Hustru indsaa dette og kæmpede med usvækket Kærlighed og
vante Kraft for at frede om ham; hun tog alle Byrder paa sig,
glemte sig selv for at sørge for hans Glæder, hans Hjem, hans
aandelige Børn, Bøgerne, saa vel som de virkelige. Men al denne
ildfulde Omsorg førte just med Nødvendighed Støjen og Uroen
ind i det Hjem, der skulde være Fredens Hjemsted.
Begge savnede de den Evne til Eftergivenhed og svalende
Afkøling, som Kamma Rahbek besad i sin vaagne Selvkritik og
sit muntre Lune. Ved Hjælp af denne Evne bar hun den tungere
Lod, kun at faa halvt opnaaet, hvad hun havde ønsket, kun
Haven, ikke Rahbek, helt opdyrket, og kun fremmede Børn i
Hjemmet. Skæbnen fordelte maaske endda Lodderne ligeligt.
I Hjemmet paa Bakkehus kunde der blive koldt og ensomt for
hende. I Oehlenschlägers løb hvert Øjeblik et Hjul varmt, og
Forsoning udløstes ikke ved et forstaaende gensidigt Smil, men
krævede enten et forudgaaende Uvejr eller dog mindst en
høj-gradet Hjertesmeltning.
Det var denne Christiane Oehlenschlägers kæmpende Naturs
Storhed og Renhed i Anlæg, og dog stille Lidelse, som Hauch
havde Øre og Øje for. Han forstod den, thi den lignede hans
egen. Han var som hun en kæmpende Natur, ren, ædel,
trofast, rede til hvert Offer, men altfor luevarm. Hans Sind
savnede som hendes Søsteren Kammas Latterventil for
Hjertevarmen, det Sindets og Arnens stille Lufttræk, der paa engang
ægger og tøjler Hjemlivets Lue, hindrer den i at ryge eller slaa
ud, men lempeligt viser den Vej og retter den. Begge savnede
de det muntre, milde Hjertedrag, der kan lunkne Godhed og
Lidelse godlidende sammen, virke Friskhed og i Hjem som i
Sind forvandle Luen til Lunhed og Lune. Han lignede
Oehlenschlägers Hustru, han forstod hende. Han beskrev i hende
sig selv.
Andre troe, det er nok,
Naar et Suk, en flygtig medlidende Taare
De "ofre til Næstens Sorg.
Dig dog syntes kun lidt
En magtesløs Graad;
Men med Tungen skærpet til Kampi,
Med Løvemod i Barmen,
Med Begejstringens Ild
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
