Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
276
var ikke, som man skulde tro, et Udslag af et Liv stadig paa
Farten i alle de utallige Forhold, som her forekommer. Det var
et Hjemmets stille Arbejde, hvor et samdrægtigt lykkeligt Par
myreflittigt Dag ud, Dag ind tre Aar igennem ofrede alle
deres Kræfter paa i Fællig at skabe det bedste. „Han skrev" —
fortæller en Søstersøn af ham, — „tre Vers om Dagen, hverken
mere eller mindre, og om Aftenen læste han det skrevne højt
for sin Kone. Det blev saa gennemdebatteret og bragt i sin
foreløbig endelige Form, thi ved Revisionen gennemarbejdedes det
hele paany."
Hendes Part i Udarbejdelsen af „Adam Homo" var da ikke
ringe, om end den ikke nu kan paavises i det enkelte. Rent
udvortes var den udtrykt i Modsætningen mellem Digterens og
den digtede Adam Homos Skæbne. Den sidste var skilt fra og
glemte sin Alma, fra da han efter endt Eksamen forlod hende
og til han som gammel, døende paa Hospitalet, gensaa hende.
Digteren selv levede i samme Tidsrum i lykkeligt Samliv med
sin.
Det dybeste Indhold af „Adam Homo" er det skjulte
Modsætningsforhold til noget andet, hvormed dens Indhold
tilsyneladende er i Strid og dog i harmonisk Ligevægt, begge baarne
som en Sol med dens kresende Klode af en fælles stærkere
Kraft, Tyngden, der selv kun usynlig er tilstede. Var hans
Alma en forstaaende Medvider af denne inderste
Hemmelighed? Digtet røber intet herom. Digteren ikke heller. Alle tre
tier de, men taler dog tavst som Tyngden, der iboer og bærer.
Thi ligesaa lidt som nogen fuldt forstaar „Adam Homo" uden
at have fattet dens Grundtanke, men, naar dette er sket, ogsaa
skifter Syn og mener at kunne mærke dens Puls slaa over alt
deri, ligesaa lidt kan vi tænke os, at hans Medhjælperske,
„Alma" og Hustru ikke fuldt skulde have forstaaet den. Men
næppe staar dette os klart, førend vi ogsaa mener at kunne
spore hendes Billed allevegne deri.
„Adam Homo"s Forudsætning, inderste Indhold og
Tilbli-velsesgrund var jo, som vi veed, at dens Forfatter, efter i et
kort lykkeligt Nu at have skuet Livets og Lysets Herlighed og
Dødens Forklaring, ikke fik Lov til at dø ind til Herligheden,
men tværtimod blev sagt til: „Nej, lev videre, min lille Ven,
og sig saa, hvad du mener om den løjerlige Tilværelse, som
man paa Jorden kalder Livet." — „Adam Homo" blev hans
Svar. Digtets Indhold var: „Hvad jeg synes om Tilværelsen?
Ikke godt! Jeg maa le, for ikke at græde" !
Dette Svar var ægte dansk. Han steg ikke som en Dante
hverken ned i Helvedes forfærdelige Dybder, eller op paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
