Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
330
Hjertens Godhed blev dræbt og maatte dø. I Norden blev han
til Baldur, en Søn af Odin og Frigga, der som hin ved Svig blev
dræbt og maatte dø.
Alle disse nye Tanker optoges og gennemlevedes i
Nordboernes modtagelige Sind. Vel var Lysets øverste Gud, som
han viste sig i Solen, selvfølgelig kun een. Men ogsaa han
havde jo dog en svagere Fælle i Maanen og Slægtninge i
Stjernerne. Ved Asalæren blev Solens Lys ligesom delt i sine
forskellige Straaler, brudt i alle Regnbuens Farver, et levende,
straalende, mægtigt Skuespil, som de nordiske Folk,
modtagelige som Børn, fuldt var med i og oplevede. I intet Land er
Læren om disse Guder bleven opfanget og gengivet i saa
frisk en Indbildningskraft som her. Og let forstaaeligt. Thi hvor
saa man Freja og Frejr saa væne som her i de lyse Nætters
Tid. Hvor hvælvede Valhal sig over Valen saa hyppigt og
storladent, og kaldte — hvor troligt! — straks de faldne Kæmper
op til sin Glæde. Og selv de helt nye Tanker, som de selv
spandt, Loke som Tusmørkets Gud og den fromme Baldur,
hvis Død han lumskelig voldte, hvor svarede de ikke til Livet
og gjorde det forstaaeligt.
Saa kom den hvide Krist tilsidst selv til Norden. Tidt havde
de paa Rejser imod Syd haft Lejlighed til at se den Pragt,
hvormed han fejredes. De mægtige Kirkebygninger, det straalende
Lyshav herinde af tændte Kerter., den betagende Musik, den
næsten bedøvende Duft af Røgelse, alt havde gjort stærkt
Indtryk paa dem. Hans Ry var gaaet forud til Norden. Nu kom
han selv. Stolt var han og ærefrygtindgydende, som man saa
ham der, uden at give sig, hængende paa Korset, hvortil hans
Fjender havde naglet ham. Havde han i Tide slaaet fra sig, som
Thor med sin Hammer, var det vel næppe sket. Thi en mægtig
Herre var han, selv i Døden. Hans Fjender skulde vogte sig.
Men man fik ham ogsaa at se som lille Barn, et lovende
Kongsemne med Straaleglans om Panden. Men skønnest af alt
og mest betagende var dog hans Moder, der fulgte med ham,
Himmeldronningen. Mænd og Kvinder følte sig lige grebne af
dette Syn, saa ung — langt yngre end Sønnen — saa rank, saa
blond, saa himmelkronet og højtidssmykt, at selv ikke Frigga
i Valhal kunde tænkes i saa herligt Skrud. Jomfru Maria,
Guds-moder, blev Pantet paa Kristendommens Sejr i Norden, saa
blid, saa rig og underskøn som de lyse Nætter, saa mild og blød
en Moderarm, der, aldrig træt af at bære og varme, ligesom
Golfstrømmen formaaer at faae selv det haardeste Isbjerg-Sind
til at slaa om og smelte.
Den hvide Krist viste sig at være en omsigtsfuld og forstan-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
