Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
50
svale hans egen indre Ild og Lidenskab og mægtede tilsidst
endog at overvinde hans Lyst til Skjulthed og afløse den med
aaben frimodig Ærlighed.
En Mødrenearv, der syner af mindre, men endnu mere gik
ham i Blodet og blev til ham selv lige ud i det daglige og
ubevidste, var hans Sans for det Jævne. Den lader sig paapege i
en lang Række, ligefra hvad han selv har givet de skønneste
Udtryk i Ord, indtil hvor Ordet begynder at svigte ham,
tilsidst ganske glipper og afløses af stumme Udtryk, der
betegner Grænsen for hans egen Evne til at iagttage og gengive i
Ord, hans Væsens Yderlinie mod det Uudsigelige.
Denne hans Sans for og Kærlighed til det Jævne giver sig
tilkende i hans bevidste og inderlige Glæde ved det danske
Sprog, der som hans eget Lyssind er i Slægt med den danske
Natur og er hans Tankes Sjæl og Legesøster. Faa har saa varmt
som han udtrykt denne Følelse. Derfra gaar hans Glæde og
Samhu videre til dem, der med ham deler dette Sprog, ejer
det og gør ham rig ved deres Tale, rigere netop jo jævnere
og mere fra første Haand de er, Tjenestepigen, Fiskerkonen,
Bonden, den simple Mand, Barnet. Derfra gaar hans
Kærlighed videre til, hvor Ordet alt begynder at svigte, til Tolderens
korte Bøn, Enkens Skærv, Lilien paa Marken, lige ud til det
Umiddelbare, hvor Ordet er ophørt, og blot Genstanden selv
er sit eget Udtryk.
Han fulgte selv med. Og her ude i det Uudtalelige og dog
umiddelbart Udtrykte forstod han andre og kom maaske selv
mest til sin Ret, just fordi han her var uden Ord, blot
umiddelbar, selv alene sit eget Udtryk. Faa har som han haft Evne til
at opfange og skatte det Umiddelbare hos andre i enhver
Alder, Voksne som Børn. Faa har som han haft Evne til at
udtrykke sig umiddelbart, tale tavst og dog blive fuldt forstaaet.
Han var selv klar over, at her passerede man Ordets og
Gengivelsens Grænse, Sjæl forstod Sjæl paa et Sprog med
større Skaberkraft end det menneskelige. Men netop ved
saaledes at løbe Jævnhedens Line ud og ende i Personlighedens
Udmark, aabnede han Udsigt til noget rigere, end begge de
„samtalende" besad. Men Indtrykket af sligt er uigengiveligt.
Det uddør med den sidste ar dem, der har kendt ham og
oplevet det.
Endnu et sidste Modermærke kan paavises i Søren
Kierkegaards Sindsform, men her rigtignok blandet med et noget
tilsvarende Træk fra Faderen, og begge omdannede og
forstærkede i hans eget nytændte Væsen, saa at det i Virkeligheden
gav dette sin Egenart. Det var den Evne, som vi saa allertid-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
