Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
64
staa sig, mens han her, spændt følgende begge Parter, havde
Lov til at kaste dem uventede Indvendinger i Nakken. Dette
var dog alligevel langt morsommere end at tale halvt fortroligt
med Emil Boesen.
Thi fuld Fortrolighed over for nogen kunde han jo dog ikke
nære. Her var for meget endnu, der krævede Skjulthed, for
meget i ham og om ham, der var halvt skjult og uklart for ham
selv, og derfor nødte ham til at dele sig i to, hvoraf den ene,
altid let paa Taa, maatte være paa Færde allevegne for at jage
Nysgerrige væk og tætne Indkigshullet med en Vittighed. Af
Faderen og af Professor Nielsen havde han faaet indprentet den
kristne Tros og Pligtens ubetingede Gyldighed. Men hvorfor
var da Faderen, skønt fast og sikker i sin Tro, stundum selv
fortvivlet? Hørte det ikke med til Pligtens Krav at være
retfærdig? Og dog pryglede Nielsen tidt uretfærdigt løs. Gjorde
Søren Kierkegaard selv sin Pligt, f. Eks. naar han „snød" i
Historietimerne? Eller delte han sig blot i to, hvoraf den ene
kiggede i Bogen, den anden sagde det rigtige til Hr. Warncke?
Pligtens Bud blev saa altsaa dog efterkommet, idet det rigtige
blev meddelt. — Bravo! Mon Mynsters Kristendom,
sammenlignet med Faders, ikke ogsaa er en Slags Snyderi, hvor
Mynster gør sig det lettere, fordi han sidder lige under Katedret?
Deler ikke alle sig i to? Er det ikke det højeste, man kan
tænke sig at være, saaledes at gaa forklædt om som Politispion,
indviet i alle Hemmeligheder, uskyldig og durkdreven, hele
Tilværelsens Medvider? Det vilde være paa eengang den højeste
Lyst og den højeste Lidelse at staa tilsyneladende uinteresseret og
dog brændende af Lidenskab med Gud under den ene Arm og
Verden under den anden. Var det egentlig ikke det, som Kristus
gjorde ?
I hvert Fald nødte alt Søren Kierkegaard til at dele baade
sig selv i to og gøre det samme ved andre. Uden denne Deling
kunde han ikke leve sammen med den, han dog holdt mest af,
sin Fader. Var ikke denne mod ham, ligesom Gud mod Verden,
paa eengang den kærlige Fader og den haarde Tyran? Som nu
det at lade ham gaa i den rædsomme Dragt, de alle lo ad, baade
i Skolen og paa Gaden! Var sligt andet end grusom Haardhed?
Naar det saa tillige blev forbudt En at gaa en Spadseretur,
hvor kunde man saa lade være med at dele sig i to, i sit Hjerte
at tænke: Den Dragt passer heller ikke til at spadsere i, men
smilende svare til den gamles Afslag: Ja, ja da, saa en Tur i
Tankerne, hvor man kan faa det, som man vil!
Og saa Lommepengene! Var det ikke urimelig Haardhed at
nægte ham saadanne? Nu maatte han altid korsfæste sine Smaa-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
