Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
105
Ytring, hvorved der gives det Ondes Rige Lejlighed til med sit
slangeagtigt bedøvende Øje at bringe dem i en Slags (aandelig)
Afmagt. Ogsaa i denne Henseende gjælder det: Ve den, fra
hvem Forargelsen udgaar"!
Uden at nævne Faderen eller sig selv, endsige forklare,
hvem han sigter til med den hvasse Slutningsbemærkning,
synes Søren Kierkegaard her at give os Nøglen til det hele
Optrin. Faderens voldsomme Ord om hans Interesse for
Mestertyven, en Synd, hvorfra han kun kan reddes ved en
overordentlig guddommelig Bistand, har virket paa ham som en
utidig Mistanke, som den Helvedes Brand, der har tændt i
ham det Tønder, der findes i enhver Sjæl, og forfærdet iler
han efter Samtalen ned i sin Stue for i Enrum i Spejlet at se,
om man i hans Ansigt og Øje kan spore, at han nu virkelig
har givet sig de onde Magter i Vold. Og den Henvisning til et
Sted i Fr. Schlegels Værker, som han tilføjer, er kun lidet
opmuntrende, idet her omtales en uskyldig Kvinde, der blot ved
i Enrum at betragte sig selv gav tabt og gav sig det Onde i
Vold.
Slutter denne Opfattelse, at der er Sammenhæng mellem de
to Optegnelser, sig naturligt til det Foreliggende, nærer man
heller ingen Tvivl om, at de efterfølgende Ord paa samme løse
Seddel i Beretningen om Optrinet angaaende Mestertyven
sigter til Ord, der er faldne ved denne Lejlighed. Ordene lyder
saaledes: — „eller naar Fader ofte ytrede, at det var dog godt,
om man havde „en saadan gammel ærværdig Skriftefader,
hvem man ret kunde aabne sig for"." Disse Ord maa naturligt
forstaas, som at Faderen har opfordret Sønnen til at have
Fortrolighed til ham og fortælle til ham som til en Skriftefader,
alt hvad han tænker paa.
At en saadan Opfordring kunde forfærde Sønnen, er
for-staaeligt. Fortrolighed mellem den skjulte Søn og den lige saa
skjulte Fader indeholdt jo i sig en Selvmodsigelse. Men man
studser dog i første Øjeblik ved at blive opmærksom paa, hvor
overvældende Indtrykket har været. Dette viser sig tydeligt,
naar man ser nøjere paa den hele Optegnelse, der er saa skruet
i sin Form, hvori Søren Kierkegaard har søgt at bevare for sin
Hukommelse, men dølge for enhver Uvedkommende, hvad det
egentlig var, der var foregaaet. Optegnelsen udgør et eneste
langt Punktum, delt ved to Tankestreger i tre Afsnit,
altsammen skrevet i Marginen paa det Stykke Papir, hvor han havde
nedskrevet sin Bemærkning om det farlige i over for Børn at
udtale en utidig Mistanke, der kan virke som Fristelse og
Helvedbrand i dem: „ve den, fra hvem Forargelsen kommer."
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
