Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
263
hinanden i en paafaldende Grad. Og bagefter tvinger Stoltheden
hver af Parterne til at modsige sig selv.
Det er lidet sandsynligt, at hun ikke meget hurtigt skulde
have mærket den indtraadte Forandring i hans Maade at være
paa over for hende. Hun fortæller ogsaa, — mange Aar senere
— at da hun en Uges Tid efter Forlovelsen en Dag mødte ham
i Buegangen, kunde hun ikke kende ham igen, saa forpint og
forlidt saa han ud. Da han ikke kunde eller vilde meddele den
sande Grund, gættede hun — og jo med en vis Ret — at han
allerede fortrød Forlovelsen. Dette synes at have ægget
hendes Stolthed til at lade ham forstaa, at det var ham, der havde
været den overtalende, og at hvis hans Følelser for hende ikke
længer var de samme, vilde hun straks give ham fri.
Søren Kierkegaards Fremgangsmaade var mindre ligefrem,
og hans Fremstilling derfor ogsaa mere snirklet. Maaske netop
derfor røber hans saarede Stolthed sig mere ufrivilligt i et
altfor bråt Brud i hans Tankerække. Han skriver: „Anden
Dagen saa jeg, at jeg havde grebet fejl. En Pøniterende, som jeg
var, mit vita ante acta [mit tidligere Liv], mit Tungsind, det
var nok".
„Jeg har lidt ubeskriveligt i den Tid."
„Hun syntes Ingenting at bemærke. Hun blev tværtimod
tilsidst saa overmodig, at hun engang erklærede, at hun havde
taget mig af Medlidenhed, kort jeg har næppe kendt et saadant
Overmod."
„Dette blev i een Forstand det Farlige. Tager hun sig det ikke
nærmere, tænkte jeg, end at hun, som hun selv sagde engang:
„hvis hun troede, det var af Vane jeg kom, saa vilde hun straks
slaa op"; tager hun sig det ikke nærmere, saa er jeg hjulpen.
Nu kom jeg til Fatning. I en anden Forstand tilstaar jeg min
Svaghed, at hun dog et Øjeblik gjorde mig vred."
„Nu satte jeg Kræfter i Bevægelse — hun giver for Alvor
efter, og lige det Modsatte sker, den mest extreme Hengivelse
af Tilbedelse. Noget jeg dog til en vis Grad selv var Skyld i
eller bærer Ansvar for, fordi jeg selv, kun altfor klart
overskuende Forholdenes Vanskelighed og indseende, at der maatte
bruges den stærkeste Magt for at tvinge mit Tungsind igennem,
hvis det var muligt, havde sagt til hende: „Hengiv dig! ved
Stolthed gør du mig Sagen for let". Et aldeles sandt Ord,
oprigtigt mod hende og tungsindigt forræderisk mod mig." —
Til Undskyldning for Søren Kierkegaard og hans her
anførte Ord, maa erindres, at de er skrevne ni Aar efter
Begivenheden. Den selvtilfredse Skolemester-Overlegenhed i
Fremstillingen er tydeligt nok en senere Stillen sig i Positur for
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
