Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
295
Barn — men derpaa, og desuagtet, lyser den sin Velsignelse.
I disse Ord lød Ja og Amen baade for Regina og for ham.
Man kan af Søren Kierkegaards Optegnelser spore,
hvorledes han har vaandet sig under Vægten af denne Velsignelse
for hans Tungsind. Hans Tanker kresede derom, og den lød i
alle Tonarter for hans Øre, lige fra det hverdags, halvkomiske :
„Gud velsigne Dem! De nøs", til den tungtbelastede, alvorlige
Velsignelse, der tilsidst knap var til at skelne fra en
Forbandelse. Det var forholdsvis let at gendrive Regina, naar hun
barnlig, gammelklog i Spøg bemærkede: „Man siger, at
Ægteskab er et virksomt Middel mod Tungsind; Ægtemænd
lægger sig gerne ud og bliver mere jævne i Humøret. Det vilde
bestemt klæde Dig!" Svaret lød i samme Tone: „Min Fader
var endda to Gange gift; men blev hverken fed deraf eller af
med sit Tungsind."
Langt vanskeligere og pinligere var det at forhandle
Spørgsmaalet alene med sig selv. Hvad var Ægteskab andet end
Besiddelse? Men han hadede Besiddelse, der var i Strid mod
hans Natur, mod hans inderste Væsen. Hans Væsen var den
kæmpende Fremstorm. Derfor kendte og elskede han
Længselens Higen, Attraaens ildfulde Begær, Tankeflugten som Høg
efter Duen i Mulighedernes vidtstrakte Rige, og Opnaaelsens
selvfortærende Jubelbrand. Men den rolige Besiddelse var for
ham Tomhed og Død. — Med andre Ord, han delte altsaa selv
Mening med Friederich Schlegel, og foretrak det frie
Jagtom-raade.
Hvad han indvendte mod Schlegel, var netop, at denne ikke
kendte Bevægelsen opefter til det Moralskes højere Verden,
men forblev i den sanselige Nydelses matte Gentagelse og dens
uundgaaelige Kedsommelighed. Selv havde han gjort dette
Skridt opefter og ved Reginas Side lært at skatte al den Rigdom
og Sødme, som rummes i sand Kærlighed mellem Mand og
Kvinde. Hende havde han kaaret til sit Hjertes eneste Brud.
Med hende havde han i Tanken gennemstrejfet alle Egnens
Stier i og omkring Ægteskabets stille fredede Have og ovenfra
betragtet de bratte Afveje, der fører tilbage. Hende skyldte han
Tak for det bedste i Livet. Hun havde lært ham et elske hende,
at skelne mellem Enten-Eller, og at forstaa sig selv. Med Tak
til Gud for hende maatte han derfor nu — videre afsted.
Men det var jo Galmands Tale! Just nu, da han havde lært
at fatte og skatte Kærlighed mellem Mand og Kvinde, ikke at
ville ægte den, han elskede, men tværtimod at ville skilles
fra hende. — Ja det var en Smerte til at gaa fra
Forstanden over. Sønderrivende som Trompetskraldet for Napoleons
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
