Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
127
Men inden da maatte der gaa et helt langt Aar.
Vent taalmodigt, vent, A’ent! Og de ventede.
Efter megen Nød og mange Ulykker, som
Vinteren bragte de to Eneboere, red Foraaret
atter Sommer i By. Solen steg højere, stedse
højere; endelig kom Aftenen før Solhvervsnat.
Med bankende Hjerte traadte de Elskende,
denne Gang i Følgeskab, hen til Kilden, og
udtalte deres Hjerteanliggende for den hvide Ønskefé.
»Det er ilde fat, som I have baaret Jer ad,«
erklærede Huldren. »Gjøre gjort Gjerning ugjort
med nogen af Jer kan jeg umuligt, om jeg end
aldrig saa gjerne vilde. Men, hør engang, og tag
mig det ikke ilde op! Vil I lade Jer nøje med
at blive til Mennesker? At faae et Æsel og en
Gaas skabt om til en Kavaller og til en Frøken
er ikke saa vanskeligt endda; det kan jeg
overkomme. Gaaer I ind paa det?«
»Ja,« raabte Balduin og Adelheid begge som
med een Mund.
Ønskefeen mumlede nogle Ord paa Volapyk
og bød begge dukke Hovedet ned i Kildebassinet.
Da de rejste sig op igjen, var Balduin bleven en
ung Herre med Fipskjæg og Skilning i Nakken;
ligeoverfor ham stod den yndigste unge Pige
med halvaaben Mund og smægtende Øjne.
Den Scene, som nu fulgte, var saa rørende, at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
