- Project Runeberg -  Vore bedsteforældre : optegnelser om tilstanden i Danmark og Norge fra 1790-1815 /
411

(1890) [MARC] Author: Kristofer Janson - Tema: Bibliothek for de tusen hjem
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vore bedsteforældre

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

1063
De ingen anden ?« — Hun aabnede uden videre
døren til klædekammerøt og gik ind. Hun saa
over hele kjoleraden, ingen vandt naade for hendes
øine. Hun rev op døren til aflukket. »Nei —
nei — ikke derind«, bad Deodata og forsøgte at
holde hende tilbage. Forsent — hurtig som en
grib havde hun opdaget og revet ned af knagen
Deodatas elegante festdragt, den, som hun havde
baaret den ene rædselens aften og saa aldrig mere.
»Den vil jeg have — Gud! hvor deilig !« udbrød
hun og foldede den ud paa sit fang.
»Tro mig — den kjole bringer kun ulykke«,
sagde Deodata rent bleg.
»Da er den jo netop skabt for mig«, svarede
prestedatteren med en lystig latter.
Det nyttede ikke, alt hvad Deodata indvendte
og bad; hun var aldeles i den »vildes« vold. De
ord, hun havde sagt, at Deodata en gang havde
saaet had og mistro til menneskene i hendes barne
hjerte, havde grebet hende saa, at hun ikke kunde
nægte hende noget længer. Snart stod Amalie i
den elegante kjole, der var som skabt for hende.
»Nu de smykker der — og saa en sidste haand
paa haaret — den friske rose stikker jeg ind under
denne lok«, og hun gik uden videre hen, greb en
saks, som laa paa bordet, og klippede en rose af,
der stod i en blomsterpotte i vinduet. »Se saa —
lad mig nu faa se mig endnu en gang i speilet«.
Hun veg formelig tilbage for sit eget billede.
»Jeg er smuk, ikke sandt?« raabte hun henrykt
—- »bare kinderne lidt for magre og blege — kan
du ikke faa dem lidt rødere — sminke — hvad?«
— Hun gned begge sine kinder med haandfladerne.
»Se saa, det hjalp altid lidt — nu hanskerne og
viften. Er jeg nu passabel ?« Og hun vendte sig
rundt med en vis koket ynde. »Saa har De vel

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Dec 9 14:39:02 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/bedstefo/0413.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free