Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Krigen
225
Den lille Koloni af Danske og Nordmænd her i Paris under Krigen
sluttede sig sammen med sine Ministre som Midtpunkter. Vi havde alle
Følelsen af at være som Medlemmer af en Familie, hvor alle ønskede at
støtte, beskytte og opmuntre hverandre, saa godt vi kunde. Jeg selv var
overalt den ældste i Familien, noget af en grandpére for alle de andre, og
man forkjælede mig, gav mig paa alle Maader Beviser paa Venskab eller
rent ud Kjærlighed.
Det var ogsaa en Samling af gode fine Mennesker, som man sjelden
skal finde Magen til, en liden modig Flok, der ligesom jeg og mine ikke
havde villet forlade Paris i Farens Stund. Det Værk, jeg udførte til Frank»
rigs Ære, skulde jo ogsaa være som en Hyldest, en Kjærlighedserklæring
fra os alle. Man vidste i hele Kolonien, at jeg holdt paa med dette. For
mig var det en Æressag at føre mit Værk tilende.
Men der kom et Punkt, hvor det blev næsten overmenneskelig ondt
at arbeide videre.
Min Hustru blev syg. Hun havde paadraget sig en Lungebetændelse og
var ganske nær ved at dø. Hvorledes skulde jeg kunne arbeide paa denne
Statue med Hjertet fuldt af Angst for hende! — —
Men den skulde og maatte føres til Ende. Jeg kunde ikke som hæder»
lig Kunstner for min personlige Sorgs Skyld forlade det Arbeide, som det
var min Pligt at fuldføre. Jeg saa, hvorledes overalt omkring mig en»
hver rolig blev staaende paa sin Post. Jeg hørte om General Castelnau,
som ikke havde «havt Tid» til at se sin Søn, der laa saaret og døende.
Saa bed jeg min Smerte i mig — —
Snart bragte jeg min Gruppe saavidt, at en anden Kunstner havde
kunnet gjøre den færdig, om nødvendigt havde været.
Jeg mærkede nok, at Lægen var indignert over min Koldhjertethed —
det fik være det samme.
Og min Hustru døde ikke. Hendes legemlig og aandelig sunde Na»
tur hjalp hende over Sygdommen.
Onsdag den 27de December staar der i Madames Dagbog: «Gik en
Tur!!»
15 —Stephan Sinding: En Billedhuggers Liv
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
