Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
94
Nu ringer Kirkeklokken Solen ned.
Og jeg hører Bjørnsons egne Ord:
Aftensolens mildhed,
du er mer end visdoms ro,
ti du er den kristnes tro:
nå mig med din stilhed!
Droslens bævende Sang trænger ind til mig.
Jeg mindes Soldagene paa Aulestad.
Og paa engang synes jeg, at jeg hører Bjørnson,
som hin Sommeraften, da han læste sit Digt for os.
Men det er ikke paa Aulestad, han taler.
Han ligger nede i den store Stad, med Hustruens
Haand i sin, med halvt lukkede Øjne og et
lykkeligt Smil om Læben.
Og, da er det, som hans egne Ord for første
Gang fødes . . . som er det sit eget Drapa han
synger:
Syng mig hjem, om I kan,
jeg vil dø i mit land.
Syng mig frem
til mit hjem,
jeg vil dø i et syn
av de blaahvite bryn,
av vor jord
hos min mor.
Jeg vil dø i den tro,
at de alle var go’.
I skal se, at den kulde de gav
dugger av
paa min grav.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
