Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
12
lader som «Olav Tryggvason», «Bergliot» og «Magnus
Blinde», uforlignelige i sin inderlige enkelthet og kraft.
Men det var forøvrig ikke alene de sørgelige hændelser
han oplevde saa sterk. Ogsaa den vældige fremdrivende
kraft i vor gamle historie, den heroiske ærelyst og even«
tyrlængsel og troskapsforholdet mellem føreren og hans
haandgangne mænd maa for ham ha været en dyp per«
sonlig oplevelse. Som et høvding«emne i fordums dager
gik alene ind i riddersalen, prøvde paa sig de tunge rust«
ninger, svang de gamle slagsverd og øvde sig i at spænde
de haardeste buer, saa satte Bjørnstjerne Bjørnson sig alle«
rede som gut uhyre inderlig paa de gamle kongers og
høvdingers plads, bar deres tunge vanskjæbner, prøvde paa
sig deres opgaver, evner og muligheter, led kvaler under
deres feiltrin — for Norges skyld.
Ikke mindst maa han allerede som gut og ung mand
ha sørget over hvad kvinderne led under mændenes
kampe, — en hustru som hadde husbond og far i to mot«
satte leire (som Inga i «Mellem slagene»), en kvinde som
blev krigsbytte i en fiendtlig slegt (Halte«Hulda), eller en
mor hvis ærgjerrige søn ikke kunde finde nogen anden vei til
ære og magt end gjennem aabenbarelsen av hendes skam
(Sigurd Slembes mor). Av alle slike frø som blev saad i
hans barnesind av sagaens store fortællere, spiret der siden
frem mægtige skuespil og digte. Hvad kvinderne lider i
mændenes kampe, er et motiv som atter og atter dukker
op ogsaa i Bjørnsons nytidsdigtning (i «Maria Stuart», «Kon«
gen», «Det ny system», «Paa guds veie», «Over ævne» (II),
«Paul Lange og Tora Parsberg»). I hele verdenslitteraturen
er der neppe nogen andre end Euripides og Shakespeare
hvis fantasi har været saa sterkt fængslet av dette tragiske
motiv. For den unge Bjørnson, endnu langt mere end for
sagaernes fortællere, er kvinder uløselig indviklet i mændenes
kamp, som vi kan se av hans frie tildigtninger, som Ingi«
gjerd i «Arnljot Gelline» og Audhild i «Sigurd Slembe».
I deres hvite skikkelser høiner sig kampens trylleri og trå«
gik. Og noget lignende gjælder Bjørnsons billeder av nu«
tidens kampliv: Klara Ernst og Karen Riis, Ragni Kallem
og Tora Parsberg. — En skjønnere elegi end den ensomme
mors klage i «Sigurd Slembe» kan vel intet lands litteratur
opvise.
I det hele er der noget i verdenslitteraturen enestaaende
den maate hvorpaa Bjørnson har skildret to ved første
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
