Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
276-
Der kan ikke være nogen tvil om, at Eilert Sundts
videnskabelige konstatering av bygdefolkets mangler gjorde
et sterkt — og endog altfor sterkt — indtryk paa samtiden.
J. E. Sars erindrer fra denne tid en ytring av Welhaven i
et selskap hos denne, hvor de norske bønder kom paa tale:
«Læs Eilert Sundt, saa vil du se, at bonden forener bar«
bariets og civilisationens skyggesider, — raattenhet og raa«
het!» Det voldsomt overdrevne i denne ytring var vel
blot en utladelse av en forbigaaende stemnings»sky. Men
sikkert er det, at Welhavens syn paa de norske bønder var
blit mørkere siden firtiaarene. I 1846 hadde han i en tale
til fædrenes minde anslaat — man kunde næsten si —
Wergelandske strenge og kastet et forbausende lyst syn ut
over Norges nutid. Den samme natur og de samme ut«
viklingsbetingelser, som indvirket paa de gamle nordmænds
karakter, «er endnu virksomme i kjernen av det nor«
ske folk.1 Intet av nabofolkene staar endnu saa bestemt
som dette i oldtidens belysning. Sagaoldets livsanskuelse
og lidenskaber røres endnu i dets hjerter, og sagasprogets
vendinger paa dets læber» .... Welhaven føler trang til
at la de danske og svenske frænder vite, at Norge endnu
«omslutter den hele kraft«fylde, hvorav oldtids«billedet selv
kun er en form».2
Dette og andre lignende begeistrede utbrud av lyst
humør viser, at motsætningen mellem Wergeland og Wel«
haven ikke maa opfattes som absolut. Welhaven kunde
til sine tider se like lyst paa Norge som sin store mot«
stander. Men for den, der som Welhaven (og senere
Ibsen) saa de norske bønder paa avstand og ikke som
Wergeland eller Bjørnson stilte sig som medkjæmper
midt iblandt dem, var den romantiske benyttelse av «old«
tidens belysning» farlig, forsaavidt som den utsatte for
skuffelser. I den tale, Welhaven holdt i festen til fædrenes
minde i 1854, er grundstemningen merkelig forandret. Nu
> Uthævet her.
2 Hermed kan sammenlignes Welhavens prologsdigt til den før
nævnte nationale kunstnerfest i Christiania teater i 1849. Ved den lei«
lighet blev digteren især av Tidemands billeder henrevet til et lyst
syn paa folket «i de grønne dale»: »Der gror det samme liv fra slegt
til slegt — som fordum gav en kjæmpesøkse vegt — og lagde malmen
i den frie tale» . . . «Alt staar i lys endnu av kraftens old — og mer
end saga«bog og rune«skjoId — betyder dette liv blandt vore fjelde.»
Samlede skrifter, V, 230. Se ogsaa prof. A. Løchens grundlæggende
verk om Welhaven, II, 409.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
