Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
286-
av en slegts« eller skjæbne«tragedie, som fra først av hang
som en truende sky over heltens barndom. I «Arne» træ«
der en skjæbnesvanger slegts«arv endnu i den omarbeidede
utgave saa sterkt frem, at professor Lochmann senere (en«
gang i 1870«aarene) sa til Bjørnson: «Det er merkværdig
med den Arne, det er som om De allerede dengang hadde
læst Darwin eller Huxley.» Ogsaa i «Synnøve Solbakken»
betones slegtsarven temmelig sterkt. Thorbjørn hadde ar«
vet et lidenskabelig sind fra sin far. Og det antydes, at det
hadde været værre med hans farfar. Den farligste arv
pieide at springe over et led, — altsaa «atavisme». Eierne
paa gaarden Granlien hadde, staar der, «skiftevis hett Thor«
bjørn og Sæmund — op i umindelige tider. Men det ord
gik, at i Granlien hadde blot anden hver mand lykken
med sig, og det var ikke ham, som het Thorbjørn. Da
den nuværende eier, Sæmund, fik den første søn, tænkte
han mangehaande derved, men turde dog vanskelig bryte
slegtens skik, og kaldte ham derfor Thorbjørn. Grundet
han da over, om ikke gutten kunde opdrages slik, at han
kom forbi den skjæbnesten, snakket hadde lagt i hans
vei»......
Det var derfor den vesle Thorbjørn blev saa strengt
opdraget av sin far. Thorbjørn selv kunde ikke rigtig forstaa
det. Han «tænkte, naar han fik hug, fordi a«b sa ab og
ikke ba, og fordi han ikke fik lov til at gi liten Ingrid ris,
som faren gav ham: — det er dog underlig, at jeg skal
ha det saa slemt, og alle mine smaasøsken skal ha det
saa godt.»
Dette motiv med frygten for en arvet slegtsskjæbne er
sandsynligvis i nogen grad laant fra digterens egen ople«
velse. Han har selv fortalt, at hans far ikke var uten frygt
for, at hans ældste søn skulde komme til at ligne sin be«
gavede farfar, som ikke hadde «hat lykken med sig». Denne
farfar hadde hett Bjørn, mens digterens far het Peder. Og
saaledes hadde digterens forfædre skiftevis hett Bjørn og
Peder, op i umindelige tider, — indtil presten Peder Bjørn«
son, i motsætning til Sæmund Granlien, brøt slegtens skik
og satte en stjerne ind i sin ældste søns navn, ved siden
av Bjørn«navnet, som hadde noget utrygt ved sig. At der
virkelig kom et brud i slegtens skjæbne sammen med det
nye, lyse navn, har jo senere vist sig. Men i digterens
barndom og første ungdom næret presten Bjørnson ad«
skillig bekymring for denne urolige og fantasifulde søn.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
