Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
12
efter med smaa skridt og nedslagne øine.» I Synnøves
sang, «Nu tak for alt ifra vi var smaa», er det paa en
maate to motsatte følelser av vemod og haab, som kjæmper
med hinanden. Man faar det indtryk, at Bjørnson ikke
hadde kunnet leve sig saa inderlig og intenst ind i disse
unge pikers sjæleliv, hvis han ikke hadde evnet at efter»
danne deres følelser synthetisk, ad billed» og klangfor»
bindeisens uvilkaarlige vei. Især i balladen eller romancen,
som først kommer til fuldt frembrud i «Arne», har han
utvilsomt, likesom Goethe og allerede Shakespeare, lært
noget av folkevisens enkle uttryk for de irrationelle, i klar
tænkning uopløselige stemninger. Til eksempel i en vise
som «Venevil» i «Arne», eller i et fritstaaende digt som
«Prinsessen», som paa en vidunderlig vag og allikevel
billedklar maate avspeiler den unge pikes følelser i over»
gangen fra barn til voksen. Eller i «Pigen ved stranden»
og digtene i «En glad gut» og «Fiskerjenten». Baade unge
pikers og gutters følelsesliv har Bjørnson i sine sange truffet
paa kornet netop i knopskytningens og knopbrytningens
alder.
«Jeg giver mig digt til vaaren,
som længsler til længsler lagt», —
disse ord av «Fiskerjenten» kunde staa som motto for en
stor del av Bjørnsons lyrik.
Bjørnson henlægger de mest inderlige, ubestemmelige
eller finest sammensatte følelser til en bestemt situation i
et bestemt menneskes liv. Han bruker sin episke og dra»
matiske evne til at frigjøre sig for det selvbefølende og
indadvendte ved den subjektive lyrik. Paa en av to maater
bøier han tankerne bort fra sig selv: ved at digte sin
følelse ind i et andet menneske, eller ved at synge den
ut som korsang. I begge tilfælder deler han med andre,
og i begge blir hans egen følelses»skat større ved at deles.
Wergeland og Welhaven er vore største subjektive lyrikere,
den ny»norske renæssanses vaar»indviende sangere. Bjørn»
son erobrer sig en forbausende bred plads ved deres side,
som korlyriker og episk lyriker.1
1 Ovenstaaende fremstilling (fra 1907) av hvorledes Bjørnson gjerne
digter følelser bort fra sig selv og ind i et andet menneske, bekræftes
av et senere trykt brev til Clemens Petersen netop fra den sommer
da «Synnøve» blev færdig (25. juli 1857), hvori Bjørnson sier at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
