Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
63
retter han et sidehug til den tyske romantik, med dens
«skyhet for dagslyset». Han minder om de norske even»
tyrs og folkevisers djerve og lyse humor og om Henrik
Wergelands kjærlighet til lys og luft, i motsætning til
tyske romantikere som Arnim og Hoffmann, der nyter det
nifse og holder «dødningemaaltider» paa det forfærdelige.
Vi nordmænd staar, mener han, i sindets freidighet og
klarhet — og derfor ogsaa i retning mot det praktiske —
englænderne nærmere, end vi staar tyskerne og selv de
danske.
I en længere artikelrække om «D en nordiske
kunstutstilling» ser han vistnok paa malerkunsten
nærmest som digter og ikke«sakkyndig. Men han er vel
inde paa en rigtig tanke, naar han hævder, at kunstneren
ikke kan gi stor form til et emne, som han ikke staar i
noget personlig forhold til. Kunstneren «kan ikke stanse
foran et menneske, en blomst, et eple, en hare, og si:
Nu vil jeg male dette — blot fordi det staar, ligger eller
hænger der.» Den store form eller teknik skapes av de
store tanker. «En klar, sterk tanke naar en klar, sterk
form, — la os ha mot til at tro herpaa.» Bjørnson be»
negter, at der gives geniale naturer, som ikke kan erobre
sig en form. Ganske visst kan tanken ikke naa sin form
uten flid. «Men jeg paastaar, at i kaldet, driften selv
ligger fliden indesluttet, som det rammende bly i krudt«
ladningen.»
Blandt norske billedkunstnere fremhæver Bjørnson med
forkjærlighet Tidemand og Borch. Med al sin beundring
for Tidemand som «en stor og sand digter» i farver, fin«
der Bjørnson dog hans fremstilling av norske bønder alt«
for tam og idyllisk. «Der brer sig et stille troens lys ut«
over alt det, han gjør; han utelukker bestemt, hvad der
kunde gjøre oprør.» Kvinderne er næsten alle «enfoldig
fromme». Mændene «er kraftige og klare skikkelser, aaben«
bart mere begavede, men saa indvortes tøilet av religion og
opdragelse, at ingen av dem kan falde paa noget galt».....
«Tidemand har aabenbart tat mere og mere retning mot
det bløte.» — Disse uttalelser bekræfter, hvad der tidligere
er sagt, at Bjørnson følte sig som repræsentant for et yngre
og mere realistisk slegtled. — I disse artikler, som i en
senere opsats i «Bergensposten», er Bjørnson temmelig
streng mot düsseldorferne. Han finder, at de maler den
norske natur altfor effektfuldt, — de maler i utlandet og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
