Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
261
forhold, kan et øieblik betvile, at kongens forsæt har
været bifaldt og understøttet av de svenske ministre de
Geer, Manderström og fornemlig Hamilton. Det er en
saavel i Sverige som i Norge vitterlig sak, at de tre nævnte
statsraader var enige med kongen om den paatænkte mor»
gengave til det norske folk, likesom man vet at Gripen»
stedt uttalte sig derimot, men at denne dengang ventedes
at skulle træde ut av ministeriet, og at man derfor mindre
fæstet sig ved hans mening.» — Statsminister Louis de
Geer anfører dette sted hos Dunker i sine «Minnen» fra
1892, men oplyser at han da, over 30 aar efter begiven»
ten, erindret at han først i september 1859 var blit ad»
spurt av kongen om denne sak i en middag paa Ulriks»
dal. Han var enig i at statholderposten burde ophæves,
men trodde bestemt at huske, at der ikke av kongen var
nævnt noget om hvorvidt det skulde ske i norsk eller i
sammensat (svensk»norsk) statsraad. Imidlertid vilde vel
friherre de Geer ha dementert Dunkers fremstilling allerede
i 1866, hvis den paa noget punkt efter hans mening hadde
været urigtig. Men det er mulig, at de Geer ikke til en
begyndelse kom til at tænke paa det sidstnævnte spørs»
maal.
Den menneskelige erindring er en født sagndanner,
især naar den faar en rum tids avstand til sin hjælp. Et
eksempel herpaa er netop Ole Arvesens ovennævnte for»
tælling, hvorefter en enkelt artikel av Bjørnson gav hele
statholderstriden en ny vending. Saa kunde det staa for
den livfulde fortæller, naar han for sine folkehøiskole»
elever søkte at gi et malende billede av den unge Bjørn»
sons person og hans vældige rolle i norsk historie. I
virkeligheten var Bjørnsons indflydelse vistnok ikke ved
det tidspunkt paa langt nær saa stor. Tiltrods for sit
digternavn hadde han ikke en saa betydelig stilling at en
uforsigtighet av ham kunde velte hele saken overende.
Hvad der dengang bragte statholdersaken til at strande,
var for det første den siden 1857 ulmende forbitrelse i
Sverige over at nordmændene hadde dristet sig til at til»
bakevise de to før nævnte forslag om en nærmere økono»
misk og juridisk sammenslutning mellem de forenede
riker. For det andet var det uenigheten om hvorvidt
statholdersaken av kongen skulde sanktioneres i norsk
eller i «sammensat» (svensk»norsk) statsraad. Det er utvil»
somt at hvis nordmændene hadde gaat med paa det sidst»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
