Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
291
bedre leilighet til at studere forholdet mellem oplevelse
og digtning.
Allerbedst anledning til at se dette forhold paa nært
hold frembyr vel fortællingen om «En glad gut», fordi
den, som før nævnt, i sin første form er trykt som følje»
tong i «Aftenbladet», avsnit for avsnit, eftersom den blev
nedskrevet, — saa at si varm fra verkstedet. Det viser sig
ved nærmere eftersyn, at heltens medgang o g motgang
eller stigen og dalen i denne fortælling paa en iøinefal»
dende maate svarer til bølgelinjen for Bjørnsons egen stigen
og dalen i denne kamptid. At dette forholder sig saa, er
desuten uttrykkelig bekræftet ved mundtlige uttalelser av
Bjørnson. Fortellingen om Øivind Pladsen og Marit
Heidegaardene er i «Aftenbladet» trykt i fem avdelinger,
den første avdeling, som indeholder, de fire første kapitler;
fra 3dje til 24de december 1859, og sidste avsnit den 19de
mars, nemlig det trettende kapitel, hvormed fortællingen
foreløbig stanser, — uten at Øivind endnu har vundet
gamle Ola Nordistuens samtykke til at gifte sig med
Marit. Først efter sin avreise fra Kristiania synes Bjørn»
son hjemme paa Søgne at ha tilføiet slutningskapitlet, hvor
alt ender godt og vel. I mars ender fortellingen fore»
løbig med, at Øivind maa finde sig i at vente, — likesom
Bjørnson og det unge Norge maatte vente.
Allerede i det fjerde kapitel, som blev trykt juleaften
1859, begynder motgangens tid for Øivind, samtidig med
at Bjørnson selv mere og mere faar opinionen imot sig.
I juleselskapet hos Marits bedsteforældre var det, at den
16—17»aarige Øivind «kjendte en forunderlig stikkende
smerte i brystet første gang i sit liv», da han saa Marit
danse med Jon Hatlen, den høie, sortsmuskede kar, som
puffer ham bort med et «væk unge!» da han kommer og
ber Marit om en dans. Han hører at Jon Hatlen har
været paa agronomskole og skal ta gaarden, mens han
selv benævnes «husmandsgutten paa pladsen». Men hvor
nedtrykt han end er, falder det ham allikevel ind at spørre
sig selv, om han endnu kan le, og han lo høit med sig
selv, da han sat alene ute i svalgangen. Alvorligere blir
det siden, da han gaar for presten og skal konfirmeres.
Han lekte ikke mere, gik aldrig med til dans, bare læste
og læste, for at komme til at staa som nummer een paa
kirkegulvet likeoverfor Marit. «Fremtiden saa han foran
sig som en lang, blank is, hvorefter han for første gang
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
