Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
308
dette for mig saa søte navn.» Hans helbred var da
svækket av alderdom. «Kanske gaar jeg forut for Dem
dit, hvor der ingen fristelser findes, og hvis min fattige
bøn formaar noget, skal jeg se Deres stjerne lyse ikke blot
her paa jorden, men i Kristi rike i evigheten.»
Bjørnsons optræden i denne sak har biografisk interesse
især i to henseender. Den viser Bjørnsons medfølende
hjertelag og trang til at sætte sig paa det enkelte feilende
menneskes plads, i forening med virkelighetssans og frihet
for falsk romantik. Men saken kaster netop derved ogsaa
sidelys over en side ved hans menneskeskildring, nemlig
det forholdsvis uromantiske i hans syn paa forbry»
derne. For den unge Bjørnson var der noget svakt
ved den i visse henseender saa vældige Halte»Hulda, like»
som ved Aslak og hans mor i «Synnøve Solbakken». Det
var utvilsomt netop det forholdsvis nøkterne og realistiske
syn, som gjorde, at Goldschmidt og de fleste andre kri»
tikere fandt Halte=Hulda uskjøn og upoetisk. Hun var
likefrem patologisk, erklærte Johan Ludvig Heiberg. Hun
forekom de allerfleste av datidens læsere altfor usympatisk
til at være hovedperson i en tragedie. Man fandt det
likesaa forunderlig, at Bjørnson hadde valgt en saa fra»
støtende karakter til heltinde, som enkelte fandt ufor»
klarlig, at Bjørnson interesserte sig saa varmt for benaadning
av en dødsdømt forbryder, hvem han selv skildret som en
usympatisk, — ja, en likefrem upoetisk forbryder!
VII.
Digtekunsten hadde i løpet av hele denne kamptid
været Bjørnsons trøst, naar verden ellers gik ham imot.
Arbeidet lyktes i denne tid godt for ham, som for
Øivind. Gjennem det tillægs»liv, han levet i sin digtning,
hadde han nu likesom senere en fordel fremfor de øvrige
politikere og journalister, — en hjælp til at fornye sit
gode humør og en avleder av lidenskapens høitryk.
Han kunde naarsomhelst flytte striden over paa et an»
det omraade, endog til en anden tidsalder (som i Arnljot)
og gi sin egen plads til et andet menneske, som han
kunde følge med selvforglemmende sympati. Han kunde
flytte noget av dagens strid over paa avstand, plante
den om i nye livsvilkaar, sende den fra hovedstaden ut
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
