Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
312
hvis den kjære Gud ikke vil gjøre mig mit selvarbeide
for tungt.»
Dette brev viser at den unge Bjørnson gav ikke alene
det omgivende samfund, men ogsaa sig selv skylden for
at han i sin digtning maatte sætte plogen saa dypt i det
onde og stygge i livet. Der var i alle hans verker en
kamp mot det onde baade i ham og omkring ham.
I den sindsstemning som aabenbarer sig gjennem dette
brev, var det at Bjørnson, efter hvad han mundtlig har
fortalt mig, fik indskydelsen til at skrive fortællingen
«Faderen» ved at læse fortalen til Hofackers præke»
ner. Denne bok var utkommet i norsk oversættelse efter
originalens 15de oplag i Kristianssand 1852. Mere end
alle de 88 prædikener virket paa Bjørnson det i fortalen
skisserte livsbillede av selve den unge, syke og i en altfor
ung alder bortrevne prædikant. Ved første øiekast synes
det ikke let et se nogen sammenhæng mellem den — av
forfatterens bror skrevne — biografi av den unge prest og
Bjørnsons gamle storbonde, Knut Øveraas. Heller ikke
har den tidlig bortrevne tyske prædikant nogen likhet
med Knuts søn, som døde saa ung. Men ved nærmere
betragtning vil man finde, at fortalen til Hofackers præke»
ner kaster nyt lys, ikke alene over «Faderen», men ogsaa
over «Arnljot Gelline» og «En glad gut». Ludwig
Hofacker døde litt over 30 aar gammel, efterat han
kjæmpende med aarelang sygdom i «lidelsernes høiskole»
hadde lært sig til en særegen enkel og inderlig maate at
forkynde evangeliet paa. I motgangen lærte han den
kunst at «opgi sig selv», ganske at «opgi sin egen for«
muenhet» og befri sig for «sit eget hjertes hovmod og
selvretfærdighet», som han selv sier. Ut fra følelsen av sin
«naturlige redningsløshet» vandt han frem til den store
fortrøstning og den fulde selvhengivelse til Gud. «Blir
for Guds skyld barn», det var hovedtanken i hans «en»
foldige fremstilling av veien til livet», som hans bror sier.
Han, den dødsmerkede, hvis livslykke syntes at være for«
spildt, følte sig let og fri, naar han hengav sig helt
til en som var sterkere.
For den unge Bjørnson steg der op av Hofackers be«
kjæmpelse av «selvretfærdighet» to parallelle bille«
der av norske menneske«skikkelser: sagaens beretning om
de hedenske kjæmper, som sluttet sig fortrøstningsfuldt til
Olav Haraldssøn, mens de før ikke hadde stolt paa andet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
