Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
14
menneske, hun ligner mere en engel, det er
bare vingerne som mangler.
Naturalisterne trodde hverken paa djævler
eller engler, de beskjæftiget sig idethele nødig
med undtagelsesmennesker, det de søkte var
det almindelige, — eller det degenererede, hvad
der for dem ofte faldt sammen, da menneskene
i vort samfundsliv saagodtsom alle var
degenererede. Det de vilde vise, var exemplarer, typiske
exemplarer paa arten — La bete humaine. Det
virkelige, det som ligger under det ytre utstyr,
det er altid det samme: dyret. Hos Zola træffer
vi alleslags mennesker, almægtige ministre,
store talere, millionærer, arbeidere, kunstnere,
— han skildrer dem med realistisk nøiagtighet
i deres pragt eller deres misere, men overalt
piller han ordene og skinnet av dem for at naa
ned til det virkelige, det fællesmenneskelige, d.
v. s. dyret, som drives av de samme
hoveddrifter, selvopholdelsesdriften, egoismen i dens
mangfoldige samfundsbestemte variationer, — og
kjønsdriften, i regelen, for ikke at si altid,
degenereret til nydelsessyke.
Naturalisten er materialist og pessimist.
Dickens er i sammenligning hermed
bedrøvelig umoderne. Han kunde aldrig tat ordet
la bete humaine i sin mund, — ikke i den
betydning Zola brukte det.
Ogsaa Dickens kjender livet i dets pragt og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
