Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1 103
sige Skat af Luft og Sol — og Luft og Sol har de savnet, disse
Børn af Armoden. Barnets Friskhed har de mistet i det mørke
Rum, hvor en hel Familie lever om det samme Bord, sover i
den samme Seng.
En Flok Smaadrenge, der rodede i en Vandpyt, spærrede
et Øjeblik Passagen. Min Ledsagerske standsede og saa sig
om. Hun var øjensynlig greben af en pludselig fremkaldt
Erindring, der knyttede sig til
disse Omgivelser.
Jeg betragtede hende, som
hun stod paa Gaden, usikkert
oplyst af Gaslygtens
Flammer. Hun havde visnok
oprindelig været høj. Nu var hun
lidt foroverbøjet. Det syntes,
som om det store knoglede
Hoved tyngede hende og faldt
forover. Panden var oval og
hvid, til Siderne skarpt,
af-skaaret af hendes sorte Haar,
der hængte lodret ned og
uordentligt flagrede om hendes
Skuldre. Hun bar en tarvelig
Dragt, uden lyse Farver, uden
Sløjfer eller Baand. Overlegemet havde hun indviklet i et
Isgarns Sjal, som liun med Armene holdt strammet over Brystet.
Hun lignede egentlig en Præst, men det bydende i hendes Ydre
mildnedes af de blaa Øjne, hvorfra der straalede en Sværmers
dybe Kærlighed til Menneskene. Ja, Kærlighed, Fred og Ømhed
aandede ud af denne Kvindes Væsen, og mindst havde man
gættet, at hun var den berygtede Oprørerske og Mordbrænderske
Louise Michel.
Hun skulde til Grenelle for at „indvi et Barn til
Revolutionen", og jeg var gaaet med for at overvære denne usædvan-
Louise Michel.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
