Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
93
>aa blodsporene se at der var foregaat heftige kampe mellem
let sted, hvor Asa først var blit saaret, og krattet. Herav
remgik det klart, at morderen ikke hadde været i besiddelse
iv nogen overlegen kraft. Ellers vilde han før ha gjort det av
ned gutten, som seiv efterat han var dødelig saaret, hadde hat
rygtindgydende kræfter. At morderen ikke hadde avfyret flere
>kud kunde forklares derav, at gjentagne geværsmeld lettelig
/ilde ha lokket de andre jægere til stedet. Den dødes gevær
tunde intetsteds findes og var uten tvil røvet sammen med de
andre mer eller mindre værdifulde gjenstande, som han pleiet
at bære paa sig. Baade med smerte og stolthet betonet Ismael
gang paa gang, at sønnen hadde ydet fortvilet motstand, længe efter
at det dødbringende skud hadde truffet ham. ~Han er død som
gutten min skulde dø," sa han, ~og han blev en skræk for sin
fiende til det sidste. Kom barn, la os grave en grav til ham,
og saa gaar vi i gang med aa finde morderen."
Sørgmodig og tause gik utvandrerens sønner til arbeidet.
Det tok dem lang tid og kostet dem store anstrængelser før de
fik gravet en tilstrækkelig dyp grav i den haarde jordbund.
Derpaa hyllet de den døde ind i forskjellige klædningsstykker,
som de kunde avse, hvorpaa Ismael traadte hen til sin kone,
som fremdeles sat übevægelig paa marken, og sa at nu maatte
de begrave den døde. Hun lot dem rolig ta liket og fulgte
stille efter dem. Hun satte sig ned ved graven og fulgte søn
nernes arbeide med stivt stirrende blik. Da der var kastet nok
jord paa Asas legeme for at beskytte det mot rov, steg Enoch
og Abner ned i graven og trampet jorden fast til, mens ut
trykket i deres ansigter forraadte en sælsom blanding av omhu
og likegyldighet. Ismael stod med armene overkors paa brystet,
og da sønnerne var færdige, løftet han paa luen og takket dem
med en viss værdighet for deres arbeide. Han var stille og
alvorlig; men ikke et træk i hans ansigt forraadte hvad han
tænkte, indtil han for altid hadde vendt sin førstefødtes grav
ryggen. Da gik der heftige trækninger over hans ansigt og han
bøiet sig pludselig ned over sin kone og løftet hende, som var
hun et barn, op fra marken og sa med fast stemme, som dog
hadde en mere venlig klang end vanlig: ~Esther! Naa har vi
gjort alt hva’ mand og kone kan gjøre; vi har opdrat gutten
og gjort ham til en mand, som faa var lik herute ved grænsen
og vi har git ham en grav. La os gaa."
Esther saa ham angstfuld ind i øinene og sa sagte: „Ismael,
Ismael! Du skiltes fra gutten i sinne!"
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
