Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
s
190 JOSEPH CONRAD
prøvede paa at tale, og det vag, som om selve det besværlige
ved at finde Ord trængte Øjnene længere ud af deres Huler.
Han gispede og var saa nær ved at kvæles, men endelig
lykkedes det ham at faa Luft i ét eneste Skrig: Dyr!“
Fra det Øjeblik og til Falk gik ud af Kahytten tog den
unge Pige ikke Øjnene fra ham, men sad roligt med
Hænderne i Skødet. Hans Blik strejfede derimod i hans Hjertes
Forblindelse rundt i Kahytten, idet han kun søgte at undgaa
Synet af Hermanns vanvittige Adfærd. Det var saa
latterligt, som han bar sig ad, men blev næsten skrækkeligt, fordi
vi andre var saa fuldkommen rolige. Hermann begyndte at
gaa frem og tilbage med lange Skridt og vedblev at gispe.
Han vilde nok vide, hvordan Falk kunde driste sig til at
komme her og fortælle ham sligt? Om han maaske tænkte sig, at
det passede sig for ham at sidde her i denne Kahyt, hvor
Hustru og Børn hørte hjemme? Og saa skulde han —
Hermann — tale med sin Niéce. Det kunde han tænke sig? Tale
med sin egen Broderdatter! Saa skamløst! Om jeg
nogensinde havde hørt om en lignende Uforskammethed? —
Henvendelsen var rettet til mig. „Den Mand burde jo gaa bort
i Stedet for og skjule sig for andre Menneskers Blikke . . +
„Det var en Ulykke for mig — var en stor Ulykke for
mig,“ udbrød Falk ind imellem den andens heftige Udbrud.
Hermann blev ved at rase, og han stødte hvert Øjeblik
mod Hjørnet af Bordet. Til sidst tabte han en af Tøflerne,
men gik uanfægtet hen og stillede sig foran Falk med
Armene korslagte over Brystet. Han vilde nok vide, om Falk
kunde tænke sig, at der var den Kvinde her paa Jorden, der
vilde være ryggesløs nok til at hengive sig til et saadant
Uhyre. Kunde han tænke sig det, hvad? Kunde han? Kunde
han? Jeg prøvede paa at holde Hermann tilbage, men han
rev sig løs fra mig, fandt saa Tøflen og prøvede midt i alt sit
Raseri at faa den paa. Falk stod med bortvendt Blik og greb
om hele det mægtige Skæg med én uhyre Haand.
„Var det da rigtigt, at jeg selv skulde dø?“ spurgte han
eftertænksomt, og jeg lagde en Haand paa hans Skulder.
„Gaa bort herfra,“ hviskede jeg bydende, uden at jeg havde
nogen klar Grund til at give ham dette Raad, jeg ønskede blot
at faa Ende paa Hermanns modbydelige Larmen op. „Gaa
bort herfra.“
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
