Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 2. Brudetoget til Kirken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Brudesengen, Sindbilledet for Pagten. Denne "Vielse" af
Brudesengen blev lidt efter lidt en Hovedhandling ved Middelalderens
Bryllupsfester. Endelig ad endnu en Vej kunde der naas frem:
Brudetoget, "Brudeløbet" maatte kunne kristnes. Det havde i
den hedenske Tid haft sit Hovedudtryk i Brudgommens
Hjemføren af Bruden, det offentlige Festbevis for, at hun nu af
hendes Slægt og Venner agtedes som hans. Men det samme kunde
jo udtrykkes ved, at alle Gæsterne, Brudens som Brudgommens
Slægtninge, om Mandagen fulgte med dem til Kirken. Den
Messe, som læstes over Brudeparret, fik herved større Anseelse,
idet Kirken selvfølgelig bød alle Ledsagerne indenfor som
Vidner, og uformærket kunde det herved gaa i Glemme, at
Hovedvægten oprindeligt havde ligget blot paa det endrægtige
Fællesridt i det Frie.
Saa vidt var Romerkirken naaet ved Reformationen. Bortfæstningen
var fremdeles en væsentlig verdslig Handling, Giftermaalets
retslige Kærnepunkt. Brylluppet derimod, som efterhaanden
var blevet stærkt gennemsyret med kristelige Skikke, var endnu
kun en frivillig Sag.
Det blev den lutherske Kirkes Hovedopgave, at faa Giftermaalets
retsgyldige Tyngdepunkt flyttet fra Bortfæstningen over
i Brylluppet. I denne Anledning blev Bryllup Aar 1582 lovbefalet
for alle. Men til denne Omladning fra forreste til bageste Baad
indskrænkede Hovedinteressen sig. Det, der havde været anset
for det forpligtende ved Bortfæstelsen, skulde nu naturligvis
gentages ved Brylluppet, men iøvrigt lod man, efter at have
koblet de to Handlinger sammen og erklæret Brylluppet for det
afgørende, dette – i Praksis i det mindste – have saa temmeligt
sin gamle Fripas. Skøndt Bryllup nu var en paabudt Handling og
erklæret for den ypperste af de to, vedblev det at være som en
blot indfanget Hest; Rytteren sad som før paa den forreste og
lod – tilfreds med, at den anden nu fulgte med – denne løbe
som den vilde.
Dette viste sig i den paafaldende Uoverensstemmelse mellem
Bryllupsskikkene, som endnu i lange Tider fik Lov til uhindret
at herske. Næppe var kirkelig Vielse bleven paabudt alle, førend
den Stand, der tidligere i saa Henseende var gaaet i Spidsen,
Adelen, slog om og hævdede for sig Ret til at vies i Hjemmet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
