- Project Runeberg -  Dagligt Liv i Norden i det sekstende Aarhundrede / XI Bog. Bryllup /
240

(1914-1915) [MARC] Author: Tr. Fr. Troels-Lund
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 10. Sengeledning

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Bruderederskens Færd beskrives derpaa saaledes:

         Det var stolten Adeluds,
         Hun drog Spærlagene sammen,
         Hendes Øjne runde og Hjertet græd,
         Hun gjorde deraf godt Gammen.

         Det var stolten Adeluds,
         Hun drog over dem Silke-Peld:
         "Det veed Gud Fader i Himmerig,
         "At jeg heller laa der selv."

         Det var stolten Adeluds,
         Hun lukte den Dør saa brat,
         Torkild og hans unge Brud
         Sagde hun tusind god Nat.

Visen ender som sagt fornøjeligt, idet de overflødige Halvparter
dør og stolt Adeluds Ønske derpaa bliver opfyldt:

         "Herre Gud Fader i Himmerig,
         "Han vide mig det, jeg tænker!
         "Lad mig være inden Dag og Aar
         "Hverken Mø eller Enke!"
[1]

Endnu i vore Dage iagttages paa de tidligere svenske Øer ved
Riga-Bugten den gamle, nordiske Skik: "Brudekonen dækker
Parret til i Sengen"[2].

Idet Bruderedersken forlod de tvende, "lukte hun den Dør
saa brat", hvorved forstodes, at hun lukkede Døren i Laas
og tog Nøglen med sig
. Endnu Doktor Otto Sperling skriver
om sit Bryllup: "Da de havde fulgt os ind i Brudekamret og
befalet os Gud, lukkede min Kærestes Moder Døren og tog Nøglen
med sig, idet hun sagde, at vi kun skulde blive liggende, lige til hun
næste Morgen kom og vækkede os"[3]. Meningen med denne
gamle Skik var den, at sikre ikke blot Parret mod andre, men
ogsaa Bruden mod, at Brudgommen henad Morgenstunden flygtede
bort efter først at have vanæret hende. Det var Bruderederskens
sidste Tjeneste, eller om man saa vil næstsidste. Thi heraf
fulgte, at hun den følgende Morgen skulde møde med Nøglen
paany og atter lukke op for de nygifte, ved hvilken Lejlighed
hun saa indhentede Brudgommens Erklæring om, at han ikke
havde haft noget at beklage sig over, men var villig til at yde


[1] Samme Skrift IV, 207-9.
[2] C. Russwurm: Eibofolke II
(Reval 1855). S. 78.
[3] G. K. S. no. 3094, 4to.
S. 173 (Birket Smith: Dr. Otto Sperlings Selvbiografi S. 46-47).

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Oct 10 20:58:07 2022 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/dagligt/11/0242.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free