- Project Runeberg -  Dagligt Liv i Norden i det sekstende Aarhundrede / XI Bog. Bryllup /
258

(1914-1915) [MARC] Author: Tr. Fr. Troels-Lund
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 11. Brudenatten

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

med eet staar paa Hovedet, og Slaget er uigenkaldelig tabt. Hvor
Brudens Tale nemlig er omme, og man kun venter et værdigt
afsluttende: "God Nat i Herrens Navn! og glem ikke eders
Løfte!" opdager Læseren til sin Rædsel, at det ikke er
Ægteparret, men Prædikanten selv, der maa være beruset. – Niels
Hemmingsen faar selv føre Ordet og afgive Forklaringen:

"Her kunde jeg og af Tobiæ Bog raade Brud og Brudgomme,
at de lod de tre første Nætter gaa hen udi Bøn til Gud, og
derefter bevise hverandre Ægteskabs Velvillighed. Men om
Brudgommen vilde det raade, da befrygter jeg, at han skulde faa det
Svar, som en unger Mand fik af sin Brud: "Min allerkæreste
(sagde han til Bruden) den hellige Mand Tobias giver Guds Børn
dette Raad, at de, som er sammenføjede udi Ægteskab, skal intet
andet tage sig for udi de tre første Nætter end gøre Bøn til Gud".
"Hvad hedder (svarede Bruden) den hellige Mand?"
Brudgommen sagde: "Han hedder Tobias". "Ja (sagde hun) han haver
givet Raad, som han haver Navn. Han maa vel hedde Taabe".
– Saa mente den gode Brud, at det skulde være taabeligt, om
hun skulde saa længe miste Favntag. Derfor tør jeg intet raade
herudi, at vore Jomfruer skulle ikke kalde mig ogsaa en Taabe"
[1].

Naar den første Forbavselse har sat sig, maa man endnu tre
Hundrede Aar efter, at disse Ord er skrevne, beundre den
Blanding af Dristighed og Behændighed, hvormed Forfatteren her
gør Omslaget og vender Mølle med hele den tidligere
Tankegang. Han trætter ikke ved Skridt for Skridt at vige for
opstablede Indvendinger, han skjuler sig end ikke bag Skriftsteder,
men klarer den hele umulige Situation paa ægte Dansk ved en
Vittighed. Og hvor vel anbragt denne er, fremgaar ikke blot af,
at Niels Hemmingsen forsvinder med det samme, idet Kapitlet
hermed ender; men tillige danner denne Slutningsbemærkning
Enden paa al videre Forhandling. Sagens Kærne er bleven
opløst i Latter.

Men jo mere man beundrer Niels Hemmingsens Evne til at
slippe vel fra sligt et Kunststykke, desmere forbavses man ogsaa
over Farten af det Stød, der vipper ham i Vejret. Paa faa
Punkter viser den lutherske Retning sig saa tydeligt i sin Styrke som
her, og det hvad enten man sammenstiller den med Fortiden
eller med Eftertiden. Thi der hørte for en gejstlig Mand Mod til


[1] Niels Hemmingssøn: Om Ecteskab (Kbhvn. 1572). S. 196.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Oct 10 20:58:07 2022 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/dagligt/11/0260.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free