Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 9. Usædelighed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Kirke. Thi voksne, der saa Satans Magt, vilde ingensinde indlade
sig paa Daab og Løfte mod Satan"[1].
Men Statsmagten var sat i Bevægelse og slog efter
kirkelig Anvisning trolig løs paa sine Undersaatter for at ramme
Djævelen. Under Christian den Tredje og Frederik den Anden
var Bevægelsen heftigst, siden under Christian den Fjerde gik
Maskinen af sig selv, om end noget mere slapt. Men Striden var
haabløs, thi af de tvende skyldige, Djævelen og Mennesket,
smuttede Djævelen selv under baade for Pisk, Skarpretter og
Baal. Det var derfor en Lindring ikke blot i Skandinavien, men
i alle lutherske Lande, da man under Trediveaarskrigen endelig
kunde faa Ram paa noget bestemt og, Herren til Ære, kløve
Panden paa de fordømte Papister og deres Yngel. Og hvad
Djævelens medskyldige, Mennesket, angik, saa viste det sig, jo nøjere
man saa til, at egentlig var alle Mennesker skyldige. Hvo
vidste sig ganske ren! Og hvor var overhovedet Grænsen, naar
end ikke Dyr var undtagne, men Satan, ifølge Luther, ogsaa var
hemmeligt til Stede i Aber og Marekatte? "Derfor bør man
heller aldrig give sig af med eller lege med disse, men kun med
Sisgener, Stillidser og Hundehvalpe"Respondit Lutherus: Affen
und Meerkatzen sunt monstrosa animalia, in quibus Sathan latet,
neque cum illis lutentum etc. M. A. Lauterbach’s Tagebuch 1538,
die Hauptquelle der Tischreden Luther’s, herausg. v. Seidemann.
(Dresden 1872.) S. 110.. Skulde da Retten ske
Fyldest, maatte Befolkningen i de lutherske Lande ende med helt
at udryddes.
Det var denne Opgavens indre Umulighed, der gav
Forsøgene paa Løsning sit Præg. Haabløs som enhver Retspleje ud
fra slige Forudsætninger var, maatte den nødvendigvis foregaa
rykvis og i Anfald. Rolige Øjeblikke, ofte af længere Varighed,
afløstes af, at Regeringen eller den stedlige Øvrighed og
Befolkning med eet blev djævleblændet og vild, og i rasende
Nidkærhed ligesom vendte det hvide ud af Øjnene. Vi skal i det følgende
nærmere betragte disse Forhold, iagttage Udviklingen indtil det
Punkt, hvor Modsigelserne blev saa utaalelige, at alt, hvad der
angik Usædelighed, som afsig selv faldt fra Djævelens Omraade,
og dette indskrænkedes til Trolddom alene. Hermed var et
væsentligt Fremskridt naaet. Helt overvundet var dog Ondet ikke,
de gamle Tilfælde vedblev at indtræffe, saa længe Staten
endnu led afden lutherske Febertro: at det var dens Sag
at bekæmpe Djævelen og straffe Menneskers Forhold til denne.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
