Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 9. Jøderne og den persiske Lære om Godt og Ondt. Gud og Djævel. De to Fortællinger om Syndfloden og om Skabelsen. Satans Uvikling i det gamle Testamente. Messiasideen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
afgiver den en god Maalestok for, hvor dybt den babylonisk-persiske
Paavirkning var trængt ind. Betegnende i saa Henseende
er det, at Messiasideen ikke kom til at bære Mærker af
Djævlelæren. Fremmed for Folkets inderste Tanke, var Djævletroen
ikke sivet ned endnu til de Kilder, hvoraf Messiashaabet udsprang.
Alligevel blev dog ogsaa Messiasideen selv forvandlet under
Paavirkning fra Babylon og Persien. Medens Striden tidligere havde
drejet sig om Troen paa een Gud, kom det her til at gælde om Troen
paa kun eet Liv.
Det babyloniske Fangenskab havde aflokket hine tungsindige Toner,
hvor Messias fremstilledes som den lidende, der bar Straffen for
Folkets Overtrædelser. Thi da Tanken om det jødiske Folk og
Messias som dets Personifikation ganske naturligt ofte løb i eet,
laa det nær at tænke sig Messias i Lighed med disse Slægtled, der
havde baaret Fangenskabets Fornedrelse og Pine til Straf og Sone
for det hele Folks Brøde. Men allerede i Daniels Bog, der er
forfattet omtrent Aar 167 f. Kr.,[1] er Haabet oppe
paany i sin dristigste Form. Ved Messias’ Komme maa Hedningernes
stolte Riger styrte sammen, alle Stammer, Folk og Tungemaal skal
tjene ham, hans Magt skal vare evigt, hans Rige ikke forgaa. Men
– og her bryder en ny Tanke frem – hvad Glæde har vel de
forudgangne Slægter heraf? De gik jo til Spilde, thi med Døden
er alt forbi. Som det hedder i den gamle Salme: "Der er ingen
Erindring om dig i Døden; hvo vil prise dig i Dødsriget?"[2] Jo, lyder Svaret i Daniels Bog,[3] "dit Folk skal frelses,
enhver som findes skreven i Bogen. Mange af dem, der sover i
Støvets Jord, skal vaagne, nogle til evigt Liv, andre til Skam
og evig Afsky." Til Daniel personlig siges der sluttelig: "Du,
Daniel, gak bort indtil din Dødsstund! og du skal hvile og staa
op til din Lod ved Dagenes Ende."
Hvad enten nu Forfatteren hermed har ment, at alene Jøderne
skal vinde Udødelighed, eller han ogsaa tænker sig Opstandelse
for andre, saa har han gjort det afgørende Skridt og sat et
andet Liv foruden det nærværende. Og hvilket af de to der har
mest Værd, kan der ikke næres Tvivl om. Det andet Liv er evigt,
og "de forstandige skulle deri straale som Himmelhvælvingens
Straaleglans".
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
