Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 3. Djævletroen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Nordevropa var den næsten helt gaaet i Glemme. Her var Fanden
kun en Dumrian, hvem den himmelsk-jordiske Kirke holdt for Nar.
Mens han stod udenfor og ventede paa den fortabte Sjæl, puttede
man den ved Hjælp af Messen blot gennem Hullet i Væggen fra
Kirkens jordiske Filial ind i Himlens Hovedkontor. Til Spot for
alle stod han saa udenfor og lurede. Man kunde nu næsten fristes
til at have Medlidenhed med ham, aflægs som han var bleven, saa
at han altid kom tilkort (Fig. 4). Nu vankede der ikke blot
svidende Stænk af Vievand, naar en Kirkens Mand var efter ham,
men tørre Prygl og Hammerslag, naar han kom i Kast blot med en
forslagen Bonde eller Landsbysmed.[1]
I hele denne Opfattelse kom der Røre og Forandring ved Læsning
i det nye Testamente. Forbavset fik man Øjet op for, at det ikke
forholdt sig saa. Djævelen var saa langt fra en sølle Stakkel,
at han tværtimod var den mægtigste af alle Fyrster, denne Verdens
Herre. En Stund mødtes denne nye Tankegang og brødes med den
anden nysvakte, friske, Troen paa det naturlige. Mere fuldblods
sejrede vel tilsyneladende det naturlige, men Djævlefrygten borede
sig fast og fulgte med som Skyggen. I Slægt med Natten som denne,
kunde den krympe sig sammen ved Dagslys, men listede dog bestandigt
med, sky, grim og uafrystelig, indtil det Baghold, hvortil den gav
Tegn, Mørket, overvældede En. Den satte Plet paa Glæden.
Men langt værre blev det, dengang da Bruddet indenfor Kirken foregik,
og Kirkeforandringerne gennemførtes. Hvert af de nye Kirkesamfund,
Romerkirken ikke undtagen, søgte at være saa bibelret som muligt, og
pirrede med Flid op i alle de sorte Tanker, der for fjorten, femten
Hundrede Aar siden var bundfældet i Kristentroen. Der blev Brug for
dem nu. Thi med ny Kraft trængte et gammelt Spørgsmaal sig frem og
krævede Svar: Hvad er det onde? Selve Forholdene stillede det. Alle
disse nye Kirkesamfund havde jo det onde til indbyrdes Grænse. Og i
selve Bruddet med det gamle laa med en ængstet Samvittigheds Svie
det blottede Spørgsmaal: Hvad er det onde?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
