Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 4. Nordboernes Sind
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
stærk, dvask Magt, en Skæbne eller hvad man vilde kalde det,
styrede alt. Det var den, der gjorde selv den sikreste
Beregning af Vejrlig og alt andet Udfald til Skamme; det var
den, der godlidende kunde pynte et fattigt Øjeblik med Solskær,
satte Maal for Lykken, Grænse for Pinen. Alt eftersom denne Tro
var groet paa Klippegrund, Sletteland eller en Blanding af
begge, gav den Sindets sejge Sider Haardhed eller Bøjelighed,
gjorde det graablaa Blik hvast eller mildt udvandet. Men alle
Sind gav den ligesom en dobbelt Bund, en øverste nær Overfladen
og en anden dybt nede, i Pagt med det uudsigelige.
Denne nordiske Form for Sind var særligt skikket til at huse
Tidens to modsatte Former for Tankegang. De behøvede ikke at
støde sammen, saa længe de var anbragte paa rette Maade.
Naturglæden ved Overfladen, Djævlefrygten nede i Tungsindets
Dyb. Naturglædens Ild blev herved gennemfugtet af det vandtunge
Dagligdags. Og nede i det dunkle Dyb gled selve Djævlens mørke
Skikkelse stundom i eet med Skæbnens ubestemte graa. Faren
indtraf kun, naar Rædslen, vakt ved en uvant Omstændighed, skød
op som et Lyn, styrtede Ligevægten over Ende og fyldte
Overfladen med giftblaa, onde Tanker. Men den Form for
Kirkeforandring, som havde sejret i Norden, den lutherske, var
rigtignok ogsaa i særlig Grad tilbøjelig til at skræmme
Djævlefrygten til Vejrs.
Det er da et Spørgsmaal, om selv den nordiske Sindsbygning
alligevel i Længden vilde have været i Stand til ved egen Kraft
at udholde det indenfra kommende, voldsomme Tryk. Man naaede
imidlertid ikke til den yderste Prøve. Thi i Norden som over
hele Evropa viste sig, just da Faren var størst, en himmelsk
Forsoner. Det var den gamle, bestandigt unge Stjernetydning.
Stammende fra Babylon, som Djævletroen fra Persien, begge i
Aartusinder trofaste Følgesvende Verden over, uden dog
nogensinde ret at have forstaaet hinanden, skulde de nu for
sidste Gang mødes, blusse op i Ungdomskraft og kæmpe om
Herredømmet. Tordensvanger og opfyldt af Svovldunst som
Luften var, maatte blot Synet af Stjernehimlen ovenover
virke beroligende. Og Stjernetydningens ædle Kunst gav
Sind og Tanker en ny og højere Retning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
