Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 2. Nydannelse. Træk af den nye Periodes Livssyn. Det uendeligt smaa. Udvikling. Medlidenhed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
at flagre os fri. Hvad skader det, at vi har indset, at Tro og
Haab kun er Bevidstheds Føletraade med Fornemmelser, hvortil
der maaske slet intet ydre virkeligt svarer? Vi tror dog, og maa
tro, paa en Verden om os og noget, der giver den Værd; vi haaber
dog, og nødes til at haabe, paa at den er styret af en højere
Magt end Tilfældet. Gennem disse to Fordringer aander vort
Væsen. Borttages de, vokser de ud paany, medens Glemsomhed
bringer Saaret til at læges.
Og uvilkaarligt melder for Nutidstanken paany sig den ene og
samme Forklaring. Under Billedet af Udvikling og Vækst viser
Tilværelsen sig for os paany. For alle hine Aartusinder, der
troede paa Verdensstuen, var Gud den Magt, den Haand, der greb
fra oven ned og ordnede alt. For det 16de Aarhundredes
Tankegang og dens Afkom var Verden et Uhrværk, sat i Gang af Gud.
Mesteren for den himmelske Mekanik. For vor Tids Tankegang er,
uden at vi selv kan gøre os Rede hvorfor, Bevægelsen bestandigt
fra neden af opad, Verden en Vækst, en Udvikling opefter.
Uvilkaarligt antager hvert Nutids-Forsøg paa at tænke over
Tilværelsen denne Form.
Har man da overstaaet den første Fortvivlelsens Smerte, har
man vænnet sig til den Forsagelsens Smalkost, der bestaar i
Visheden om, at al vor Kundskab om den uendelige Verden og den
uendelige Gud kun er Slagskyggen af vor egen Tro og vort eget
Haab – saa sænker sig just under Billedet af Vækst og Udvikling
en ny Art Fred over det søgende Sind. Den enkelte fornemmer en Dugg
fra oven over Væksten, en Udviklingens Spirekraft i sig, der
som en bred, uimodsigelig, hellig Trang skyder ham opad. Det er
Forstaaelsens Gudbeaandelse, den egentlige inderste Kærne i den
nye Periodes Grundsyn. Gud leder vel ikke, som forhen antaget,
Mennesket ved Haanden gennem en umiddelbar, historisk given
Aabenbaring. Men Mennesket vandrer derfor ikke paa maa og faa.
Det vakler, som Barnet, der skal lære at gaa, sine første
Skridt mod Guds usynligt udbredte Faderfavn. Det mærker for
første Gang den bærende Kraft, ikke i noget udvortes, men som
indre Mod og Evne.
Hermed er den an den Halvdel givet af Nutidens Svar paa
Afstanden mellem Jord og Himlen. Den første skræmmende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
