Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Døden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Men derfor er Døden ikke ophørt. Den er der alligevel. Og den
befaler stadigt sit Stop! med samme Myndighed. Det virker som
et Ryk, en Opstemning af Livsforhold hos de efterlevende; thi
den, hvem den rammer, er tavs med det samme. Det gentager sig
her, hvad der er fælles for alle Menneske-Livsvilkaar: Det,
vi helst vilde vide, faar vi ingen Besked om. Hvad er jeg?
Vi ser kun en Række brogede Billeder, men mit Jegs Livstraad,
hvorpaa de er trukne, er usynlig. Hvem har dannet mig? Jo
skarpere vi spejder, desmere forstaar vi, at vor egen Tanke om
Gud er det hele, hvortil vi med vor Tanke kan naa. Hvad er
Døden? Den døde svarer ikke; vi opfanger kun Støjen af de
efterlevende, der stimler sammen om ham.
Døden er saaledes kun Livets opsigtsvækkende Ophør. Mere faar
vi ikke at vide derom. Men just dette har til alle Tider givet
alt, hvad angaar Død og Begravelse, sit Præg: en tætpakket
Stimmel af Virkelighedsforhold, der, latterlige for saa vidt
de skal gælde for en Forklaring, ubønhørligt stoppes op af en
uforklarlig Skranke. Heraf denne underlige Trippen, dette
skiftende Lys paa korte, toppede Bølger. Heraf denne skarpe
Modsætning mellem næsten forargelige, virkeligheds-struttende,
ja glade Udtryk for Savn og Tab. Heraf denne til alle Tider
herskende Tilbøjelighed til at lade Begravelsesskikkene veksle
i ustandselig Fart.
Thi skøndt hver Slægt indbilder sig det modsatte og delvis
finder Trøst i, at Skikkene ved jordefærd er de samme som
fordum, skifter de netop med en feberagtig Hast. Ingen mærker
det. Uroligt indvæver hver Slægt nye Billeder paa gammel
Grund. I København f. Eks. har saaledes i det 19de
Aarhundrede følgende Begravelsesskikke hurtigt afløst
hverandre: Først samledes et indbudt Følge af Mænd i den
afdødes Hjem og fulgte til Vogns Kisten fra Hjemmet til Kirken.
Saa samledes det indbudne Følge blot i Kirken. Saa ophørte
Indbydelserne; hvo, der vilde, fulgte, dog blot Mænd. Senere
blev det almindeligt, at ogsaa Kvinder var til Stede i Kirken,
først skjulte i Pulpituret, saa aabenlyst i Koret, tilsidst i
Følget til Kirkegaarden. Saa forlagdes Højtideligheden hyppigt
fra Sognekirke til Kapel paa Kirkegaarden. Fra en ringe
Begyndelse, et Par Blomster i Kisten og paa dens Laag, voksede
Skikken op at sende Kranse,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
