Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 3. Præst. Gudstjeneste. Djævelen holdes ude
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
O Gud! hjælp at vi have
Vore Bryllupsklæder paa
Og Troen, Guds gode Gave,
Med hvilken vi kunne bestaa[1].
Hvorledes vævedes Troens Bryllupsklædning? Ved Ordets
Hørelse. Gennem Skriftens Tale, Præstens Prædiken,
Salmesangen. Derfor galdt det bare om at blive ved, blive
utrættelig ved, væve videre, saa at Djævelen ikke fandt
Rum og Ørelyd.
Hvor Sygdommen trak ud, kunde dette blive yderst
anstrengende for vedkommende Præst. Et Held, om den syge
ejede flere Sognekirker, saa at forskellige Præster kunde
samles hos ham og skiftevis afløse hinanden. Men naar
disse stadigt mødte med friske Kræfter, og hver anførte
sine Skriftsteder, kunde dette atter blive for meget af
det gode for den syge. Her viste sig en betegnende
Forskel mellem Kvinder og Mænd. Kvinder var utrættelige.
Da Præsten f. Eks. havde sunget og talt længe for Birgitte
Brahe, spurgte han hende, om det var hende ikke besværligt,
at han læste et Kapitel af Bibelen for hende. "Nej", sagde
hun, "godt er ikke for meget"[2]. – Men da de
"fromme Dannemænd, hans Sjælesørgere, trøstede Holger
Rosenkrans (*død* 1575) med adskillige skønne Sentenser, som
man almindelig plejer at foreholde syge Folk paa deres
Sotteseng, og en af dem gjorde det noget for langt, med for mange
Ord og for videlig Forklaring", afbrød den syge ham og sagde:
"Faa Ord med store Herrer!" Herover veg Præsterne forskrækkede
fra Sengen, saa at Fru Elsebe Peder Skrams maatte træde til og
berolige dem med, at Meningen vistnok var, at Hr. Holger ønskede
færre Skriftsprog, som saa til Gengæld gerne maatte gentages[3].
– Om Herluf Trolle sagdes det, at han ligeledes havde krævet:
"faa Ord med store Herrer", "idet han havde begæret, at hans
Sjælesørgere ikke skulde holde hannem meget for, men aleneste Jesu
Navn. Denne Prædiken, sagde han tidt og ofte, som hedder "Jesus",
vil jeg beholde i mit Hjerte og vil videre ikke bemøde mig[4].
Derimod havde Mænd, studerede Mænd, en udpræget Lyst til
at tale Latin paa Dødslejet. Det var jo for dem ikke blot
det lærde Sprog, men ofte Hjertesproget, Sproget fra
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
