Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 4. Bekendelsen. Johan Friis' Død. Christian Friis' Død
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
verdslig Handel at forsømme sin Pønitens og Bedring i den lille
Stund, han havde endnu igen af Naadens Tid. "Ja, Hans!" sagde
han, "havde man inte før haft sin Salighed i Hukommelse, var
det vel noget i det seneste"[1].
En ret betegnende Modsætning viser sig mellem de to Kanslere,
Johan og Christian Friis’ sidste Øjeblikke. Begge Mænd afgiver
rene og betegnende Eksempler paa deres Tid. De egner sig til
indbyrdes Sammenligning, for saa vidt de var omtrent ens stillede,
beklædte samme Embede, hørte til Landets Spidser i Kundskab,
Rigdom og Indflydelse, var barnløse, nogenlunde jævnaldrende og
overraskedes af Døden paa en Embedsrejse fjærnt fra Hjemmets Hygge.
Forskellen mellem dem i deres sidste Stund afspejler Yderpunkterne
i den aandelige Udvikling, der foregik i Danmark i Aarene mellem
de to Dødsfald 1570 og 1616.
Johan Friis (Fig. 18) døde i Køge 5te December 1570 paa Vejen
fra Falster til København. Ved Rygtet om hans Sygdom og nær
forestaaende Endeligt ilede den unge Slotspræst i København,
Anders Sørensen Vedel, der skyldte Kanslerens Bevaagenhed sin
hurtige Forfremmelse, afsted til sin høje Velynder for at yde
ham Religionens Trøst. Det er Vedel, vi skylder Beretningen om,
hvad der foregik. Trods al dens respektfulde Ærbødighed og lidt
sødlige Omforklaring, er det dog let igennem den kirkelige
Virakstaage at skelne det virkelige Billed. Og dette er smukt
og naturligt. Vi ser en gammel, lidt forfængelig, men brav Mand,
der nødig vil skilles ved Livet. Men da det ej kan andet være,
faar han, resigneret, opfrisket sin Børnelærdom. Hjemmevant og
dog fremmed overfor det kirkelige, giver han sig saa med Tillid
det højere i Vold, og som et godt Barn, med Rettroenhedens
Klenodie friskt indpakket under Armen, begiver han sig sluttelig
trøstigt paa Vej afsted mod det ubekendte. Hvor menneskeligt er
ikke det Hjertesuk, vistnok et Vers af ham selv, som han hvisker
for sig, da Matheden overvælder ham:
Jeg er saa trætter, jeg er saa mod.
Herre Gud han raade min Angest Bod!
Eller de malende Feberord, da han efter et uroligt Blund vaagner
op og siger til sine Syner; Cedite mortui! ego enim sum
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
